I et forsøg på at være på forkant med de stadigt hyppigere og voldsomme skybrud, tømte Københavns Energi i samråd med Københavns kommune i sidste uge opblandet spildevand ud i havnen. Det skrev Ingeniøren fredag.

Den beslutning har bragt sindene i kog hos Bæredygtigt Landbrug, som savner lighed for loven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når en fødevareproducent er uheldig og spilder dyregylle, er det forurening. Han får bøder og bliver trukket i EU præmien. Når Københavns Energi lukker urenset menneskegylle ud i vandmiljøet, er det for at undgå skader på værdier og ejendomme. Hvor er sammenhængen og hvorfor denne forskelsbehandling, spørger Vagn Lundsteen, direktør for Bæredygtigt Landbrug.

Rationalet fra København Energis side er, at når de langvarige regnvejr og skybrud kommer, ryger vand og spildevand alligevel ud i havnen:

- Så kan vi lige så godt forsøge at undgå skader på værdier og ejendomme i København frem for at beskytte en badevandskvalitet, som alligevel bliver påvirket af spildevand, siger Svend Krongaard Hansen chef for København Energis projektafdeling, til Ingeniøren.

Farligt for vandmiljøet

Det viste sig dog, at den forebyggende handling ikke var nødvendig, da DMI nogle timer efter udtømningen ændrede vejrudsigten fra "skybrud" til "stedvis regn".

I Bæredygtigt Landbrug er man af den opfattelse, at "det er en yderst kritisabel holdning, Københavns Energi har til vores sårbare vandmiljø".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Store udledninger af spildevand fra København var i 1986 skyld i det store iltsvind nord for Sjælland, der medførte at bunddyrene - blandt andre hummerne - døde. Vi risikerer med den arrogante holdning til spildevandet at gentage firsernes miljøkatastrofe, siger Vagn Lundsteen.