Indtil nu har kunder, som gerne har villet have en triple-skårlægger med bånd på fra Claas, været låst fast på Disco 8550 med sine 8,5 meters arbejdsbredde.

Claas har ellers en større og nyere model Disco 9100 Contour i programmet, men hidtil har det ikke været muligt at få denne maskine leveret med båndudstyr til at samle de tre skår i ét.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er passé nu, for Claas er klar med Disco 9100 Contour AS (Autoswather), der kan samle materiale fra det 9,10 meter brede triple-sæt.

Samme princip - med flere forbedringer

I kombination med Claas' rive, Liner 3500, der har en arbejdsbredde på 12,5 meter, kan man ifølge Claas samle et skår fra 18 meters arbejdsbredde i ét skår ved at benytte båndene fra skårlæggeren til hjælp.

- Den nye skårlægger er bygget efter samme princip som den eksisterende model 9100 C. Men stensikringen er forstærket og er hydraulisk, da båndene på hver enhed gør maskinen tungere, forklarer Benjamin Sinnl fra Claas.

- Båndene kan også afmonteres ved at løsne en række bolte og afmontere de to slanger, der er koblet på hver sin hydraulikmotor, fortsætter Benjamin Sinnl.

Hastigheden på båndene kan justeres trinløst fra kabinen fra nul til 100 procent. Det sker via Communicator-terminalen - eller en hvilken som helst anden isobus-kompatibel terminal. Skårlæggeren er nemlig selv isobus-kompatibel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Speciel crimper til skånsom bearbejdning

Sammen med den opgraderede version af Disco 9100 Contour med bånd lancerer Claas også en anden udgave af skårlæggeren.

Disco 9100 RC Contour har en speciel gummivalse, der fungerer som crimper. Crimperen er ifølge Claas meget skånsom over for afgrøden, således at eksempelvis lucerne ikke tager skade af turen gennem crimperen.

Valsen har en V-profil, der gør, at stænglerne trykkes sammen uden at beskadige bladene.

Maskinen er lige som de andre udgaver i af Disco 9100 udstyret med Active Float, der aflaster trykket mod jorden fra skårlæggeren.