Samtlige gødningsspredere gennemgik en test af spredebilledet. Takket være faciliteterne på Forskningscenter Bygholm har det været muligt at teste, hvor godt et spredebillede, de involverede spredere har ved 36 meters arbejdsbredde.
I praksis foregår det sådan, at der er en masse små bakker på tværs af kørselsretningen. Efter tildeling af gødning med sprederen vejes indholdet i samtlige bakker, og ud fra det kan man se, hvor jævnt spredebilledet rent faktisk er.
Ud fra disse data beregner computeren den såkaldte variationskoefficient (VK), som er et af nøgletallene i en sådan test. VK fortæller, hvor meget en række værdier afviger ud fra et bestemt middeltal. I testen blev gødningssprederne sat til at sprede 260 kg pr. hektar.
Dermed er der beregnet et teoretisk middeltal for, hvor meget gødning, der skal være i alle bakkerne efter overkørslen. Mængden af gødning vil i praksis variere i hver bakke, men jo tættere vægten i hver bakke kommer på det optimale middeltal, jo mere jævnt er spredebilledet.
Man kan i korte træk sige, at variationskoefficienten fortæller hvor meget spredebilledet varierer ud fra det teoretisk korrekte billede. VK udtrykkes i procent, og jo lavere tal, desto mere ensartet spredebillede er der, og jo tættere er man på det optimale middeltal.
En VK under end 15 procent er acceptabel. En VK på under 10 procent er godt ifølge EN-protokollen, som testen følger.
Når en gødningsspreder varierer 15-30 procent, er VK dårligt. Det er dog ikke altid synligt i afgrøden, men det vil koste udbytte hos landmanden. En VK over 30 procent resulterer i synlige spredefejl i afgrøden og giver reduceret udbytte.
Læs også Seks gødningsspredere i test.
Læs også Sådan er spredetesten foregået.
Læs også TEST: Kompleks konstruktion - enkel at bruge.
Læs også TEST: Let at trimme.
Læs også TEST: Præcis spredning og god konstruktion.
Læs også TEST: Velkonstrueret spreder.
Læs også TEST: Stærk terminal og sensor til sidehæld.
Læs også TEST: Flot kantspredning - men svær at optimere.
