Administrerende direktør Mats Tykesson, Kverneland Group, bekræfter over for Maskinbladet.dk, at Kverneland og Väderstad skilles på det danske marked med udgangen af november i år.

- Det er en fælles beslutning, fordi vi har så mange produkter, som krydser ind over hinanden, og det betyder, at vi ikke for alvor kan udvikle hinandens forretninger, siger Mats Tykkesson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han betragter bruddet mellem de to virksomheder som en styrkelse af begge virksomheder.

- Kverneland har mange produkter inden for såmaskiner og jordbearbejdning, som vi slet ikke markedsfører på det danske marked, fordi vi har haft tilsvarende produkter fra Väderstad. Det får vi nu bedre mulighed for i fremtiden, siger han.

Et eksempel er Accord MSC+, som ganske vist var med på Agromek i november 2010, og som også blev vist frem i forbindelse med Kvernelands store åbent hus-arrangement i Kerteminde tidligere på ugen.

Mats Tykesson tilføjer, at det også gælder de planlagte efterfølgere til MSC'en, som er på vej til at blive introduceret.

- Vi har ganske enkelt et helt produktprogram, som krydser over mellem de to virksomheder, konstaterer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

han fortæller, at forhandlerne netop er blevet underrettet i dag, fredag, men han kan ikke komme ind på detaljer i konsekvenserne for forhandlerne.

- Der er lagt op til, at forhandlerne kan videreføre begge mærker parallelt, men det er endnu for tidligt at sige, hvordan fremtiden præcist komemr til at forme sig. det må bero på en diskussion, som vi tager senere med forhandlerne, siger han.