Specielt blandt gymnasieeleverne har interessen været stigende for at deltage i Forsker-for-en-dag-arrangementer på Forskningscenter Foulum.

Deltagertallet er steget fra 1.082 elever i 09-10 til 1634 elever i 10-11.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eleverne får i forbindelse med arrangementerne indblik i forskellige forskningsemner i jordbrugsvidenskaben og oplever forskningsmiljøet på tæt hold. Blandt andet har eleverne reagensglasbefrugtet koæg, undersøgt kemien i æblers modning og undersøgt udviklingen af resistens i antibiotika.

Landbrug skal være cool

Jordbrugsforskning har ikke det mest sexede image blandt gymnasieelever, men hvis man tilrettelægger undervisningen rigtigt, er der en masse spændende problemstillinger, som fanger de unges interesse.

- Vi gør os virkelig umage med at trække de ting frem i forskningen, som almindelige mennesker kan forholde sig til, og så er det målet, at de elever, vi har kontakt med, får en god oplevelse med hjem, får set nogle spændende ting og deltager aktivt. Forhåbentlig kan det være med til at åbne deres øjne for spændende uddannelses- og karrieremuligheder, siger projektkoordinator Anna Busch Nielsen.

Hun forsøger at tilpasse de forskellige undervisningsforløb, så de matcher gymnasiets læreplaner og krav. Ikke al jordbrugsforskning er relevant for gymnasiets undervisning, og derfor tilrettelægger de ph.d.-studerende og gymnasielærerne undervisningen i fællesskab.