Kverneland kom ud af første kvartal 2011 med et overskud på godt 73 millioner kroner. Og det må siges at være et godt resultat efter år med nedskæringer, tilpasninger og tider med underskud i det norske selskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til sammenligning havde koncernen et overskud på 33,5 millioner kroner i første kvartal 2010.

Resultatet er det højeste i løbet af de to sidste år, og den positive trend i koncernen ser ud til at fortsætte, eftersom ordrebøgerne tegner sig for stigninger på 41 procent ved udgangen af første kvartal 2011 i forhold til samme periode sidste år.

Kverneland oplevede et stærkt fjerde kvartal i 2010, og koncernen har været spændt på at se, om opturen på markedet holdt stik. Det gjorde det.

Den positive udvikling ses også på antallet af medarbejdere i koncernen. I forhold til det foregående kvartal har Kverneland i mellemtiden ansat 146 medarbejdere – og set over det sidste år er der samlet ansat 213 nye medarbejdere.

I regnskabet for første kvartal spår Kverneland, at udsigterne for resten af 2011 forbliver positive. Men den fremtidige udvikling er stadig meget følsom og letpåvirkelig af negative signaler i den globale økonomi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig forventer koncernen også en øget følsomhed, idet klimaændringer og særlig vejrfænomener kan påvirke købegraden betydeligt.