En række virksomheder slår nu dørene op og inviterer Aalborg Kommunes Jobcenter Integration og byens arbejdssøgende nydanskere indenfor. Ideen er at øge såvel nydanskernes som jobkonsulenternes opmærksomhed og kendskab til de attraktive jobs, der findes inden for mejeriindustrien og landbrugserhvervene og konkret anvise veje til job.

SALA og LO, der står bag initiativet, har sat sig for at øge nydanskernes interesse for at søge job inden for SALA-området. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 26. maj kører bussen op foran Jobcentret på Kastetvej og så køres der ellers på besøg, rundvisning og en god snak om, hvad det vil sige at arbejde på Arla Foods Akafa i Svenstrup, Maskinforretningen ALMAS på Gugvej i Aalborg og Kartoffelmelsfabrikken AKV Langholt i Vodskov.

- Der stilles ikke deltagerne job i udsigt, men forhåbentlig bliver dagen en øjenåbner for, hvordan det danske arbejdsmarked ser ud indefra og kan bidrage til at sætte skub i tingene og en udvikling i gang væk fra ledigheden, siger samarbejdskonsulent Paw Jensen, LO, og fortsætter:

- Og for de nydanskere, der efter dagens besøg siger: ”Den branche kunne jeg godt tænke mig at arbejde i”, så bliver det SALA, LO og Jobcentret, der går sammen om at prøve at indfri ønsket.

SALA har ifølge chefkonsulent Torben Rentzius Jans haft gode erfaringer med et lignende projekt i Beskæftigelsesregion Syddanmark.