Der skal blandt andet forskes mere i miljø og vedvarende energikilder i fremtiden på Foulum.

Kurt Nielsen er prodekan ved Århus Universitet og fortalte ved et arrangement på Agro Business Park om fremtiden for forskningscenter Foulum. Han fortalte, at selvom der bliver skåret ned på antallet af arbejdspladser, vil stedet stadig skulle huse de to store institutter for jordbrugsøkologi og husdyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Foulum har nogle helt unikke forsøgsfaciliteter inden for jordbrugsøkologi og husdyr. Det tror jeg, vi kan udnytte i fremtiden til at lave forskning inden for helt nye områder, siger Kurt Nielsen. 

Det er endnu ikke endeligt besluttet, hvilke nye områder, der skal forskes i på Foulum. Men Kurt Nielsen kunne godt forestille sig, at man udnytter stedets unikke faciliteter til at forske i, hvordan landbruget kan komme til at spille en endnu mere aktiv rolle eksempelvis inden for udvikling af miljøvenlige jordbrug eller ved dyrkning og raffinering af energiafgrøder.

Kontakt til erhvervslivet

Kurt Nielsen ser også gode muligheder for at styrke samarbejdet mellem forskningscenter Foulum og det private erhvervsliv i området.

- Lad os nu sige, at der er en gruppe virksomheder, der har behov for noget udvikling, som de ikke selv er stand til at klare. Så går man måske sammen med et par andre virksomheder med samme behov og henvender sig til forskerne med et projekt, som vi så kunne løse i fællesskab, siger han.

Direktør for Agro Business Park, Lars Visbech Sørensen, mener også, at de nye ændringer kan være en positiv udvikling for området på sigt. Selvom der lige nu er fokus på de stillinger, der forsvinder, vil ændringen i retning af mere miljø og samarbejde med erhvervslivet ifølge Lars Visbech Sørensen give nogle helt nye muligheder for forskningscenter Foulum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Foulum har nogle helt unikke styrker inden for miljøteknologi og samspillet mellem forskere og erhvervsliv. Med tidens fokus på Grøn Vækst er det nogle kvaliteter, der vil blive stor efterspørgsel efter i fremtiden, siger han.