Kontoret med rosetter, pokaler og diplomer afslører, at Mogens Ladefoged er en erfaren mand i dyrskuekredse. Han har været fåreavler i 30 år og skal for 26. gang i år på Landsskuet for at udstille de nøje udvalgte Texel-får.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dyrskuet er rigtig god reklame for besætningen.

- Det er et fremragende udstillingsvindue udadtil. Man får rigtig mange nye kontakter, og der kommer altid nogle, der lige vil købe et par gimmere eller se på en vædder, siger han.

Det sociale trækker dog også i Mogens Ladefoged, der sammen med sin familie huserer på Texel Street, som er den del af campingpladsen ved Landsskuet, hvor Texel-avlerne holder til.

Godt at sælge til avl

Mens dyrskuet er en god platform for salg af dyr i Danmark, er ærespræmierne meget værd, når Mogens Ladefoged eksporterer til forskellige lande.

- Det betyder meget, at man ligesom kan bevise, at man har nogle gode dyr, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han håber, at han kan sælge endnu flere dyr til udlandet i fremtiden.

- Det er klart, at det er bedre at sælge til avl end til slagt, siger Mogens Ladefoged, der til dagligt arbejder ved Ansager Møbler i Midtjylland.

Han har 150 moderfår på gården, som han har døbt Bøgely.

Dobbeltmuskulatur fra Holland

Selve avlsarbejdet er det, Mogens Ladefoged sætter allerhøjst. Han udvælger nøje de dyr, han vil avle videre på for at opnå nogle store dyr med bred ryg og gode køller.

Han har et par gange importeret dyr fra Holland for at få nyt blod ind i besætningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har før fået både hundyr og væddere fra Holland. Men at flytte hundyr fungerer ikke særligt godt. De kan ikke tilpasse sig det nye sted, så fremover skal vi kun importere væddere, siger han og fortsætter:

- De hollandske dyr er mindre, men de har bedre køller og en bredere ryg, så vi laver en krydsning. Det er en balancegang med ikke at få for meget hollænder i dem - vi vil ikke have, at de bliver for små.

Mogens Ladefoged har fået en hollandsk vædder ind i besætningen, som har tendens til såkaldt dobbeltmuskulatur, hvor der er en ekstra muskel på køllerne. Han håber, at vædderen vil give genet videre til lammene, da det både giver en god klassificering til slagt og en øget chance ved dyrskuerne.

Det hollandske islæt gør det nemmere at sælge får videre til produktionsbesætninger i Danmark.

- Det er guf for en produktionsbesætning at få væddere ind med så gode køller, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afgørende at købe en god vædder

Det er i det hele taget altafgørende at få en god vædder ind i besætningen ifølge Mogens Ladefoged.

- Vædderen er jo den halve besætning, siger han.

- Mange begår den fejl, at de køber for dårlig en vædder. Det er meget vigtigt at købe en god vædder der passer ind i besætningen, siger Mogens Ladefoged.

Engang kunne fåreavlere henvende sig i avlscentret, der var under Dansk Fåreavl, men det er blevet nedlagt.

- Det var den største fejl i Dansk Fåreavls historie. I det hele taget får produktionsbesætningerne mere og mere at skulle have sagt i Dansk Fåreavl, og det er ikke godt for os, der driver avl. Vi mangler nye avlstiltag - friske ideer til, hvordan vi fremmer avlen i Danmark, siger Mogens Ladefoged.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ærgrer sig over, at meget af lammekødet i de danske supermarkeder er udenlandsk, mens der bliver færre og færre får i Danmark.

- Der er for mange besværlige regler - for eksempel skal min trailer desinficeres, hver eneste gang jeg har kørt med mine egne får. Det er ikke nok at vaske den. Jeg synes, det er blevet helt overdrevet - og der er ingen andre lande i EU, der har så mange regler, siger han.

Selv om traileren skal desinficeres både før og efter skuet, har Mogens Ladefoged dog ingen planer om at opgive. Han glæder sig stadig over både avlsarbejdet og oplevelserne på Landsskuet.