Udgifterne i forbindelse med indførelsen af GMO-afgrøder i Danmark rammer i høj grad det økologiske landbrug. Det er konklusionen fra Økologisk Landsforening, på baggrund af et notat fra Plantedirektoratet i forbindelse med revisionen af sameksistensloven, som Altinget.dk er kommet i besiddelse af.

- Det ser ud til, at ministeriet er på vej til at konkludere, at man ikke kan dække de reelle udgifter, som økologerne blandt andre vil få, siger direktør i Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De omkostninger som rammer konventionelle og økologiske landmænd i forbindelse med indførelsen af GMO-afgrøder skal i udgangspunktet dækkes af den såkaldte kompensationsfond.

Samtlige dyrkere af GMO skal indbetale 100 kroner pr. hektar, de dyrker med GMO-afgrøder, til fonden ud fra et princip om, at forureneren betaler. SF's fødevareordfører Kristen Touborg har tidligere givet udtryk for, at det beløb skulle hæves, hvis alle skadeslidte skulle sikres kompensation.

Men ifølge notatet fra Plantedirektoratet vil der kun være begrænsede muligheder for at regulere dyrkningsbidraget, før ordningen vil kunne få prohibitiv virkning, og dermed være i modstrid med EU-reglerne.

Derfor mener Paul Holmbeck, at der ikke er udsigt til, at kompensationsordningen kan forbedres således, at økologerne kompenseres for de tab, som han mener, de uundgåeligt vil få, hvis der indføres GMO-afgrøder i Danmark.