En fynsk landmand har fået så dårlig rådgivning fra landboforeningen Centrovice i forbindelse med salg af en landbrugsejendom, at han nu kræver en erstatning på 31,4 millioner kroner. Det skriver dagbladet Børsen.

Ledelsen i Centrovice erkender i regnskabet, at foreningen har ydet så dårlig en vejledning, at der skal betales erstatning. Men Centrovice mener ikke, at erstatningsbeløbet kan overstige de to millioner kroner, som foreningen er forsikret for med tillæg af sagsomkostninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en skattesag i forbindelse med en handel, der stammer tilbage fra 2006. Kravet er fremsat, men sagen er under behandling, og derfor kan jeg af princip ikke sige mere, udtaler administrerende direktør Dorit Greve, Centrovice, til Børsen.

Den fynske landboforening med knap 1.900 medlemmer har været hårdt ramt af krisen i landbruget, der med Fionia Banks kollaps har ramt de fynske landmænd ekstra hårdt. Foreningen ville derfor have svært ved at betale erstatningskravet, skulle landmanden få medhold i sagen.