Når danske landmænd dyrker økologiske afgrøder, eller konventionelle landmænd gerne vil omlægge deres marker til økologisk drift, har de brug for frø og udplantningsplanter, som er dyrket økologisk.

Men i dag er der langt fra på alle områder tilstrækkeligt med økologisk frø- og plantemateriale til rådighed. Derfor tillader Plantedirektoratet hvert år brugen af ikke-økologisk frø- og plantemateriale i den økologiske produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Plantedirektoratet har netop afleveret den årlige rapport om tilladelser til brug af ikke-økologiske frø med videre for 2010 til Europa-Kommissionen.

Rapporten viser blandt andet, at Plantedirektoratet i 2010 gav danske landmænd tilladelse til at bruge knap en milliard ikke-økologiske gulerodsfrø. Plantedirektoratet vurderer, at det betyder, at kun cirka 40 procent af produktionen af danske økologiske gulerødder sidste år var økologiske helt fra frø af.

- Men så snart gulerodsfrøene er kommet i jorden – uanset om frøene er økologiske eller ej – holder vi øje med, at de bliver dyrket i overensstemmelse med reglerne, der giver ret til at bruge både det danske røde, statskontrollerede økologimærke og det fælles, europæiske grønne økologimærke. Vi kontrollerer nemlig alle økologiske jordbrug mindst en gang om året, skriver Plantedirektoratet i en pressemeddelelse.

Læs rapporten om ikke-økologiske frø her.

Læs også L&F: Gulerødderne skal jo også smage godt.