Lørdag aften ved 20-tiden brød aktivister ind på en minkfarm ved Brovst i Nordjylland og åbnede hundredevis af bure.

Gerningsmændene blev dog opdaget og måtte stikke af over hegnet og ud gennem en nærliggende plantage til en ventende flugtbil. Politiet kunne med hunde følge sporet hertil, men har ikke noget præcist signalement af gerningsmændene - kun at der var tale om unge mennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er altid noget forbandet svineri med disse angreb. Men denne her aktion tager prisen. Netop nu er minkfarmen fyldt med højdrægtige hunmink, der er meget tæt på at skulle føde hvalpe. Og så kommer disse sindssyge fanatikere og laver farmen om til et kaotisk helvede i løbet af få minutter, siger Tage Pedersen, formand for Dansk Pelsdyravlerforening, og fortsætter:

- Vi er forbi vanvid, og jeg har næsten ikke ord for sådan noget svineri og dyremishandling. Vi ved ikke med sikkerhed, om det er lokale hærværksmænd eller organiserede aktivister, siger han.