Over to milliarder kroner. Så stor var omsætningen af de seneste fem dages pelsauktion i København, og det er første gang, omsætningen kommer så højt op på blot én auktion.

Danske minkavlere oplever i øjeblikket et marked i vækst båret af en stadigt voksende kinesisk økonomi. Samtidig er klassiske pelsmarkeder som Rusland og Europa igen ved at komme op i tempo efter et par år med økonomisk nedtur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel kan de danske minkavlere ikke sætte produktionen i vejret og tjene flere eksportkroner hjem til Danmark. Stramme miljøregler har nemlig sat en stopper for væksten i pelsdyrbranchen.

- Vi er naturligvis meget glade for markedsudviklingen, men vi er også en smule frustrerede over, at vi ikke kan udnytte de gode tider til at øge produktionen af mink i Danmark. Snærende bureaukrati, uigennemskuelige miljølove og groteske sagsbehandlingstider har meget effektivt sat en stopper for vækst og jobskabelse på danske minkfarme, siger administrerende direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur/Dansk Pelsdyravlerforening.

- Det er smadderærgerligt på et tidspunkt, hvor hele den politiske debat handler om, hvad vi skal leve af. Her ét af svarene, som ligger lige for, siger han.

Til gengæld koncentrerer danske minkavlere sig om at udvikle kvaliteten på minkskindene. Det er lykkedes i en grad, så danske minkavlere får op til 20 procent mere i gennemsnit pr. skind i forhold til skind fra andre lande.