Alle landbrugsledere er i dag samlet på Axelborg i Købwehanv. Landbrug & Fødevarer har indkaldt til møder i primærbestyrelsen og senere i dag i virksomhedsbestyrelsen.

På dagsordenen står primært formandsvalg, og Niels Jørgen Pedersen ventes at melde ud med sin kandidatur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da Maskinbladet mandag kontaktede Niels Jørgen Pedersen, sagde han, at han fortsat var usikker på, om han ville kandidere til formandsposten.

- Det kom overraskende, at vi skulle have ny formand. Derfor er der mange ting, der skal vendes, før jeg kan melde ud om min eventuelle kandidatur. Der er dels hensynet til familien og vores egen bedrift, der skal vendes herhjemme. Det har desuden aldrig været i mine tanker at gå efter formandsposten, så det skal da overvejes, om det er det, jeg vil bruge mit liv på, sagde Niels Jørgen Pedersen.

Har det betydning for dit valg, at der har været kritik fra baglandet af Landbrug & Fødevarers ageren?

- Det er ikke afgørende for mit valg, at nogen har en anden holdning. Tværtimod synes jeg, det er sundt, at vi kan diskutere divergenserne. Det er overvejelser af personlig karakter, jeg skal have afklaret, siger den konstituerede formand i L&F.

Valg af næstformand kan blive mere åbent

En af hans støtter er husmand Sven-Aage Steenholdt, der er medlem af primærbestyrelsen i L&F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har meldt ud, at han ikke kan se traktordemonstrerende landmænd i spidsen for landbruget.

- De kan godt kandidere, men jeg tvivler på, at de har nogen chance for at blive valgt. Når jeg ser referaterne fra de lokale foreninger, er der fuld opbakning til den linje, vi har lagt i Landbrug & Fødevarer. Og hvis det står ved magt, så tror jeg ikke, det er blandt de demonstrerende landmænd, vi finder den nye formand, siger Sven-Aage Steenholdt.

Er der ikke behov for at bygge bro til de utilfredse landmænd?

- Jo, helt klart. Og hvis Niels Jørgen stiller op til formandsvalget og bliver valgt, så tror jeg, valget af næstformand vil være mere åbent.

- Niels Jørgen har gjort det rigtig godt. Delegeretmøde var for mange en god oplevelse. Der vandt han nogle points, mener Sven-Aage Steenholdt, der vil give Niels Jørgen Pedersen sin stemme, hvis han stiller op, og han mener også, der er god opbakning til ham i organisationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sven-Aage Steenholdt har været enig i, at selv om formandsvalget kunne vente til årsmødet i efteråret, er det bedst at gennemføre valget nu, og han tror også, der bliver opbakning til mødet. Forud for mødet venter han også, at der bliver en valgtourné for de opstillede kandidater.

- Det er det eneste rigtige, at vi på demokratisk vis vælger det nye hold i L&F.

L&F kan ikke undvære landmændene

Knap så hurtig på aftrækkeren er en af de traktordemonstrerende organisationsformænd, Asger Christensen, formand for Kolding Herreds Landboforening.

- Nu skal vi tage os rigtig god tid, siger Asger Christensen, formand for Kolding Herreds Landboforening.

- Vi har en stor opgave foran os. Både internt og i vores ageren udadtil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ser den politiske udfordring som den største i mands minde. Når loven om randzoner kan køre gennem Folketinget uagtet, at der sidder ni arbejdsgrupper for at finde mere intelligente måder at løse problemerne på, så hopper min kæde af, siger formanden for Kolding Herreds Landboforening.

- Og internt i landbruget må vi erkende, at når vi både har fået "Bæredygtigt Landbrug" og traktordemonstrationer, så er det udtryk for, at vi ikke har gjort det godt nok.

- Der er landmænd, der siger, de kan undvære landbrugsorganisationen, men organisationen kan ikke undvære landmændene, siger Asger Christensen.

Ønsker en formand med gummistøvler på

Hans kollega i LandboSyd håber, den nye formand kan bygge bro til de utilfredse landmænd.

Mogens Dall lægger ikke skjul på, at han mener, at et stilskifte er ønskeligt i forbindelse med valget af ny formand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har brug for en formand, der er mere synlig og kan forbinde Landbrug & Fødevarer med os bønder, så det hele ikke foregår bag lukkede døre på Axelborg.

- Vi har brug for en formand med gummistøvler på, én der evner at samle erhvervet, siger Mogens Dall.

- Når Sven-Aage Steenholdt siger, at traktordemonstranterne ikke kan bruges som formand, skurer det i mine ører og fortæller mig, at så er de i L&F ikke i tråd med deres medlemmer. Den nye formand skal kunne samle landbruget og må ikke underkende græsrødderne, siger Mogens Dall, der selv var at finde på Rådhuspladsen, da den blev fyldt med traktorer.

- Vi havde et godt ekstraordinært delegeretmøde, hvor vi sagde til hinanden, at vi skulle stå sammen, for det var den eneste måde, vi kunne opnå indflydelse. Men straks der var nogle ildsjæle, der lavede en traktorevent, så vendte man dem ryggen. Det går ikke på den måde. En fagforeningsformand ville aldrig vende sine egne medlemmer ryggen, siger formanden for LandboSyd.

- Jeg vil ikke sige, at den nye formand ikke kan være én, der i dag sidder i L&F primærbestyrelse, for man har lov at blive klogere.