Ifølge seniorforsker Jørgen Brandt fra Danmarks Miljøundersøgelser viser det sig, at landbruget er den dominerende sektor, når det handler om luftforureningens effekt på helbredet. Faktisk er følgeudgifterne af forurening fra landbruget dobbelt så store som fra trafikken. Det skriver det jordbrugsvidenskabelige fakultet på deres hjemmeside.

Det er landbrugets udledning af ammoniak, der er det væsentlige problem i denne forbindelse – men der er hjælp at hente mener forskningsprofessor Jørgen E. Olesen fra Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø ved Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er masser af teknologiske løsninger, som kan bruges til at nedsætte udledningen af ammoniak fra landbruget, siger forskningsprofessor Jørgen E. Olesen.

Ammoniak flere steder fra

Landbrugets ammoniak kommer fra stalde, gødningslagre og udbringning på markerne. Allerede nu stilles der krav til landmanden med hensyn til udledning af ammoniak, når han vil udvide eller ændre sin husdyrbedrift.

- Der er krav til, hvor meget ammoniak en husdyrbestand maksimalt må udlede, og disse krav er blevet skrappere med årene. Men kravene har skullet beskytte naturen, hvorimod der ikke er taget hensyn til folkesundheden, påpeger Jørgen E. Olesen, som dog kan pege på praktiske løsninger på problemet.

- Der udledes ammoniak fra stalde og gødningslagre og ved udbringning af gødning. Der skal sættes en prop i alle steder, men det kan man også godt, siger han.

Sur gylle og overdækning

- For at nedsætte ammoniakfordampning i stalden kan man rense udluftningsluften. Det er en dyr løsning. En anden mulighed er at forsure gyllen, hvilket hjælper rigtig meget. Det hjælper også, at man holder overfladerne i stalden rene, så de ikke er smurt ind i gødning. Desuden vil afkøling af gylle og gulve i staldene reducere ammoniakfordampningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når gødningen eller gyllen opbevares på møddingen eller i en gylletank vil der også være fordampning af ammoniak. Der stilles krav til, at lagrene enten er overdækkede eller, i tilfælde af gylle, at der er et velfungerende flydelag.

Ude på marken er der også risiko for udledning af ammoniak. Det sker, når landmanden udbringer gyllen som næringsstof til afgrøderne. Her har Jørgen E. Olesen også et bud på, hvordan fordampning af ammoniak kan nedsættes.

- Nedfældning af gyllen hjælper, men det er ikke så godt at bruge i vintersæd. Forsuring af gyllen vil formentlig også reducere fordampningen betydeligt. Ulempen med forsuring af gylle er, at det bliver vanskeligt at anvende den til produktion af biogas, men ellers er forsuring af gylle en rigtig god og forholdsvis billig løsning, siger Jørgen E. Olesen.