Hamlet Protein har igangsat en investering på et to-cifret millionbeløb i dollars i et nyt produktionsanlæg i USA som et resultat af et stærkt stigende salg på det nordamerikanske marked.

Der vil i begyndelsen være 25 ansatte, og organisationen i USA bliver ansvarlig for at servicere kunder i hele Nordamerika og Mexico.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med domicil i Findlay, Ohio, forventes den nye fabrik at blive sat i drift i begyndelsen af 2012, hvor Hamlet Proteins bio-baserede teknologi bliver kombineret med lokalproducerede soja-råvarer. Hamlets teknologi er baseret på mindst muligt energiforbrug, ingen brug af kemikalier i produktionen og et minimum af spild. 

- Indtil videre har vi fokuseret primært på fravænningsfoder til grise, og vi har oplevet, at vores produkter er blevet godt modtaget på det nordamerikanske marked. Vi har stor glæde af den erfaring, vi har med os fra Danmark som leverandør af sojaprotein til fravænningsgrise, og med de nuværende tendenser i markedet føler vi os overbeviste om, at timingen er rigtig, udtaler administrerende direktør Søren Munch.

- Selv om vi allerede har opbygget en loyal kundekreds med produkter produceret i Horsens, vil vi gennem vores nye salgs- og produktionsorganisation være i stand til at yde vores kunder i Nordamerika og Mexico en meget bedre service på alle områder end hidtil, fortsætter Søren Munch.