Bæredygtigt Landbrug står bag naturkonferencen på Christiansborg den 16. marts. Se her, hvad foreningen har på dagsordnen:

- Landbruget er en del af naturen. Hvordan sikres, at vi bevarer naturen, øger biodiversiteten, samtidig med at landbrugets rolle som fødevareproducent og energileverandør fastholdes? Indlægsholderne forventes at friholde sig fra ideologiske bånd og tænke visionært i et større perspektiv. Vi ønsker en konstruktiv debat, der skal være et bidrag i den fremtidige debat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ønsker med konferencen at starte en ny debat med resten af det danske samfund, udtaler Vagn Lundsteen, direktør i Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug. De dårlige overskrifter fylder alt for meget i debatten og ofte overskygger de alle de gode historier omkring landbruget.

- Derfor har Bæredygtigt Landbrug inviteret politikere, forfattere, professorer og andre med en mening på området til en fordomsfri debat med det formål at sætte en ny dagsorden for debatten.

- Nogle politikere tror, at man kan øge biodiversiteten ved at begrænse landbrugsproduktionen eller ændre den til økologisk. Flere eksperter på området udtaler, at det ikke står mål med virkeligheden. Det har ingen betydning for biodiversiteten om marken dyrkes intensivt, ekstensivt eller økologisk. Det, der betyder noget for biodiversiteten, er det, der sker uden for marken. Naturområder, ”trædestene” i naturen eller korridorer med fristeder for dyr, fugle, insekter og planter.

- Vi mener i Bæredygtigt Landbrug, at man godt både kan skabe mere natur, øge biodiversiteten, samtidig med at man sikrer landbrugets rolle som fremtidig fødevareproducent og energileverandør af bioenergi. Det kræver nytænkning og bearbejdning af fordomme.