TV-avisen kunne i aftes vise optagelser fra minkfarme, hvor man ser dyr med store åbne sår, og det er anden gang på få år, at aktivister bryder ind hos pelsdyravlere og dokumenterer vanrøgt af mink.

På optagelserne ser man dyr med gamle skader og bidsår, som ifølge veterinærmyndighederne, burde være behandlet, og flere partier kræver nu bedre forhold på de danske minkfarme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SF's dyrevelfærdsordfører, Kristen Touborg er forarget over billederne, og han har derfor kaldt justitsministeren i samråd for at kræve bedre forhold for dyrene.

- Det er fuldstændigt uacceptabelt og det er regulær dyremishandling. Det er helt utroligt, at det ser sådan ud, når alle minkfarme har haft kontrolbesøg i 2010, sagde en oprevet Kristen Touborg til TV Avisen efter at have set optagelserne.

Kristen Touborg vil blandt andet have større bure, svømmebad i burene og bedre lys, så man kan holde ordentligt øje med, om der er syge og skadede dyr.

Også Socialdemokraternes Bjarne Laustsen vil have forbedret forholdene på farmene.

- Det er skuffende, at det er muligt for nogen at finde mink, der er så ilde tilredt, siger han til TV Avisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er dog ikke glad for, at afsløringen er sket ved, at aktivister i september sidste år brød ind på 26 minkfarmene og filmede forholdene.