Alle oppositionspartier savner konkret politisk handling fra fødevareminister Henrik Høegh (V). Det kom frem under onsdagens samråd i Folketingets Fødevareudvalg om stigende dødelighed blandt pattegrise. Det skriver Altinget.dk.

Kritikken går på, at ministeren har kendt til problemet siden sidste forår, men at det stadigvæk ikke har ført til konkret politisk handling.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Medlemmerne af udvalget forsøgte gentagne gange at få konkrete målsætninger for reduktion fra ministeren. Men uden held.

Christian H. Hansen fra partiet Fokus var tydeligt utilfreds med manglende ambitioner og savnede holdninger fra ministeren.

Det er det sædvanlige med, at nu må vi vente på nogle høringssvar, og ikke en pind om, hvad ministeren selv mener. Man kan efterhånden betegne Fødevareministeriet som det holdningsløse ministerium, sagde Christian H. Hansen ifølge netavisen.

Samrådet var indkaldt i kølvandet på en rapport fra Det Jordvidenskabelige Fakultet, der viser stigende dødelighed blandt pattegrise. Derudover peger rapporten på forskellige muligheder for at løse problemet. Men det får ikke umiddelbart ministeren til at handle.

Henrik Høegh holder på, at de økonomiske omkostninger skal undersøges grundigt, før man vil diskutere mulige løsninger. Derfor ville han ikke komme med udmeldinger om bestemte reduktionsmålsætninger, men afventer en teknisk høring den 23. februar. Ministeren forventer derefter at komme med et konkret udspil i begyndelsen af april.