Når den store amerikanske varehuskæde Wal-Mart taler, lyttes der i fødevareindustrien. Det konstaterer nyhedsbrevet Dairy Industry Newsletter, som derfor refererer, at kæden har lanceret et nyt ambitiøst sundhedsinitiativ. Ifølge nyhedsbrevet er det Wal-Marts ambition at skære ned på indholdet af salt, sukker og fedt i tusindvis af kædens fødevaremærker over en femårig periode. Desuden vil kæden også lægge pres på mærkevareproducenter for at følge linjen. Wal-Mart er USA's største detailkæde.

Ifølge Dairy Industry Newsletter betyder den nye linje fra Wal-Mart, at osteproducenter presses til at reducere indholdet af natrium med 25 procent inden 2015.