I næste nummer af Bovilogisk, der udkommer den 19. februar, kan du læse om, hvordan det er lykkedes I/S Kokkenborg ved Dronninglund i Nordjylland at få køerne til at give mere mælk på trods af et lavere foderforbrug og en øget tildeling af halm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 180 malkende køer malker godt. Så godt, at kvoteudnyttelsen er på 113 procent. Ydelsen ligger på 10.762 kg EKM pr. årsko.

- De første tre kvartaler lå vi langt over budgettet. Vi havde derfor beregnet, at vi kunne have 9.500 liter hver anden dag med 105 i udnyttelse, men nu er køerne begyndt at malke voldsomt igen, siger Jens Eigil Hermansen.

Satser på højt dækningsbidrag

- Vi satser på at få en høj ydelse, men ikke for enhver pris, siger Jens Eigil Hermansen.

Han driver I/S’et samen med sønnen René Hermansen og svigersønnen Dennis Nørgaard. Alle tre parter er enige om, at et højt dækningsbidrag samt velfærden hos køerne kommer i første række. Og kodødeligheden afslører da også, at sundheden er i top.

- Det er halvandet år siden, vi har mistet en ko. Vi har haft to køer med en coli, hvor de ikke kunne rejse sig i fem til seks dage, men de overlevede, fortæller Jens Eigil Hermansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der har været lidt problemer med celletallet, som i en periode har ligget over 200.000. Køerne går i dybstrøelse, hvilket ifølge Jens Eigil Hermansen har været medvirkende til det forholdsvist høje celletalsniveau.

- Celletallet ligger nu som regel under 200.000, siger Dennis Nørgaard.

Efter at han og Rene Hermansen er kommet med i driften, er der kommet mere fokus på yversundheden. Jens Eigil Hermansen indrømmer da også, at han før ikke gik så hårdt til yverbetændelserne, men nu bliver de taget i opløbet, efter at der er indarbejdet rutiner på området.

Jens Eigil Hermansen har derimod altid gået meget op i fodringen. Og kan der optimeres, så skal det også gøres.

Kun få ændringer i foderplanen

I sommeren 2009 blev der påsat en ny vægt på fuldfoderblanderen fra Keenan. Vægten har programmet PACE installeret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter høst 2009 kom de rigtigt i gang med at anvende PACE, og der er ifølge Jens Eigil Hermansen en stor forskel på før og efter. Først og fremmest er foderforbruget lavere end før, og samtidig har ydelsen fået et ordentligt nyk opad. Pr. 12. november 2009 blev der således leveret 9.296 kg mælk pr. ko til mejeriet. Året efter den 9. december 2010 var tallet 9.901 kg mælk pr. ko.

- Det er svært at sige, hvad det er. Det er samme foderplan og samme mængde grovfoder. Vi har udfodret crimpet korn i stedet for sodabehandlet korn, men det skulle det nu ikke blive bedre af, siger Jens Eigil Hermansen.

Det eneste, der er lavet om på foderplanen, er stort set mængden af halm.

- Før fodrede vi med 0,3 kg hvedehalm pr. ko. Nu giver vi et kg hvedehalm pr. ko, siger han.

Det havde han aldrig troet kunne lade sig gøre - slet ikke med hvedehalm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En ting er sikkert. Det er, at dækningsbidraget det seneste år er øget med cirka 1.000 kroner pr. ko.

- Hvor meget, det er systemets fortjeneste, ved jeg ikke, men der er noget i det, slår Jens Eigil Hermansen fast og fortsætter:

- Hvis man ikke havde vognen fra starten, men en anden vogn, der var mindre skånsom, ville forskellen have været endnu større, og man ville have tjent endnu flere penge.

Læs mere i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 21. januar. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.