Elever på den økologiske landbrugsskole på Kalø risikerer nu, at de ikke kan komme ud i praktik, fordi en række økologiske bedrifter er blevet nægtet godkendelse som praktikværter. Det skriver Økologi & Erhverv.

- Det  er resultatet af, at der sidder folk med baggrund  i det konventionelle landbrug og skal godkende vores praktikpladser, siger forstander Helge Bülow, efter at en række økologiske bedrifter er blevet afvist som praktiksteder for landmandseleverne fra Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde en praktikvært, der dyrker økologiske grøntsager på 15,5 hektar. Han kunne ikke godkendes, fordi udvalget mente, at han som minimum skulle dyrke 100 hektar med korn, siger han til Økologi & Erhverv.

Et andet praktiksted har 15 jerseykøer samt opdræt. Der er planteavl og eget gårdmejeri.  Det kunne ikke godkendes, fordi der var for få moderdyr.

- Men det er glimrende økologiske bedrifter, der drives ud fra helhedsbetragtninger, udvikler specialer og skaber værditilvækst i produkterne. Faktisk bedrifter, der gør alt det, som vi siger, at økologiske landmænd skal gøre.

Ingen økologisk forstand

Helge Bülow vil nu i første omgang forsøge at få ændret afgørelserne, også på den lidt længere bane vil han arbejde for, at det er folk med "økologisk forstand", der skal godkende økologiske praktikpladser.

- De kan åbenbart ikke forstå, hvad der skal til på en økologisk bedrift. Men det er måske ikke så underligt, når man kommer fra en side, hvor det eneste, en landmand med husdyr skal vide om planteavl, er, hvordan majsensilage skal lugte, siger han til Økologi & Erhverv.