På Fransgård Maskinfabrik er smilene brede for tiden. Uden at annoncere eller foretage det store salgsfremstød har en maskine til beluftning af halmskår fået en uventet, men god start på det tyske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter at den første skårlufter blev solgt i slutningen af juni i et område i det nordøstlige Tyskland gik det pludselig stærkt. Det rygtedes hurtigt, at erfaringerne med vores skårlufter var gode. Derfor solgte den næsten sig selv, for ved hjælp af mund-til-mund metoden blev vores redskab kendt blandt landmændene. I løbet af få uger havde vi afsat 25, og vi måtte indkalde medarbejdere i ferien for at kunne følge med efterspørgslen, fortæller direktør Jørgen Fransgård, Fransgård Maskinfabrik A/S i Farsø.

Skårlufteren er oprindeligt udviklet til beluftning af skårlagt græs og solgt i blandt andet Sverige og Irland. Men Fransgård har tilpasset den, så den også kan bruges til beluftning af vådt halm.

- Vi eksporterer omkring 85 procent af vores produktion, som især er koncentreret om nicheprodukter til landbruget som for eksempel skårlufteren, siger Jørgen Fransgård, der kunne have solgt endnu flere i høstsæsonen, hvis virksomheden havde haft kapacitet til det.

Branchen eksporterer 85 procent

Også foreningen Danske Landbrugsmaskinfabrikanter har fået øje på Fransgårds succes i Tyskland.

- Det er et godt eksempel på, hvordan det er lykkedes for en af vores medlemsvirksomheder at tilpasse sig nye markeder. Det er blandt andet på den baggrund, at danske landbrugsmaskinfabrikanter fortsat har en meget stor eksport. Branchen som helhed har en eksportandel på linje med Fransgårds på omkring 85 procent af den samlede produktion, fortæller formanden for Danske Landbrugsmaskinfabrikanter Peter G. Pedersen, Agrometer A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser spændt frem til det kommende år, for allerede nu spørger forhandlere om priser og levering for 2011, og interessen breder sig til andre dele af Tyskland, siger Jørgen Fransgård, der fornemmer, at finanskrisen er ved at være et overstået fænomen i en stor del af det øvrige europæiske landbrug.