Gråkjær bekræftede mandag, at koncernen netop har været igennem endnu en nedskæringsrunde og har afskediget 26 funktionærer.

Ifølge kommunikationschef Tommy Wølk, Gråkjær, hænger fyringerne af de 26 funktionærer sammen med de svære tider, som dansk landbrug har været igennem de seneste to-tre år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder, at vi i højere grad drejer vores aktiviteter i retning af udlandet og andre produktsortimenter som eksempelvis kyllingehuse og huse til fiskeopdræt, siger han.

Det er dog vigtigt for ham at fastslå, at Gråkjærs nuværende syv forretningsområder alle bevares i bedste vigør, men at der blot er tale om en nedskæring over hele linjen. De syv forretningsområder er Industri, Norge, Tyskland, Miljø, Gråkjær, AP Company og Eksport, som rummer Central- og Østeuropa.

- Det er også vigtigt at sige, at vi fortsat er 94 funktionærer og dermed også er en af de store virksomheder. Men vi har været nødt til at trimme omkostningerne til det aktivitetsniveau, der er, så vi ikke er flere ansatte, end at forretningen kan hænge sammen, tilføjer Tommy Wølk.

Han benytter endnu en gang anledningen til at sende en appel til de danske politikere og bankerne om, at det er vigtigt at de snart sender nogle signaler, hvis de ønsker et dansk landbrug fremover.

Og så ser han ellers frem til nogle positive dage på Agromek, som han håber giver anledning til, at der bliver sat gang i mange forskellige byggeprojekter.