Hvor garantien på nye Komatsu-maskiner i serien Utility Range tidligere gjaldt i ét år, gælder den fra Agromek 2010 i fem år eller 5.000 driftstimer.

- Komatsu har så stærke og driftssikre maskiner, at vi godt tør hæve garantiperioden. Derudover vil vi gerne være den forhandler på markedet, der giver de absolut bedste garantier. Kunderne skal vide, at de kan regne med os, siger salgschef hos Scantruck i Skive, Henrik Kirketerp-Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Garantien gælder serien Utility Range, som består af minigravere, midigravere, minilæssere, rendegravere og skridstyrede læssemaskiner. Og hos Scantruck bliver det understreget, at den udvidede garanti ikke betyder prisstigninger.

Betingelsen for at garantien dækker er, at alt service og reparation bliver foretaget af Scantruck.

Den udvidede garanti gælder fra lanceringen på Agromek.