Salget af økologisk mælk er igen i fremgang, viser nye tal fra Mejeriforeningen. Med en vækst på fem procent i årets første fem måneder er stagnationen i økosalget i kriseåret 2009 nu afløst af vækst. Det skriver Børsen.

Det er især discountkæder, der har øget fokus på økologisk mælk, vurderer Arla Foods, der det seneste år har oplevet en vækst i salget af økomælk af mærket Harmonie på seks-syv procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arla Foods oplever ingen problemer med at rekruttere økologiske landmænd, men i en tid med økonomisk krise har det alligevel været nødvendigt at skrue op for markedsføringen af økologisk mælk.

Øko-mejeriet Thise har ikke oplevet vækst i mælkesalget i år. Men den manglende vækst skal ses i forhold til en vækst på fem procent i 2009 og fem procent i 2008.