Mens 30 procent af det ikke-økologiske ferske kyllingekød indeholder campylobacter-bakterier, så er tallet 66 procent for det økologiske, ferske kyllingekød. 

Det viser "Annual Report on Zoonoses in Denmark 2009" fra DTU Fødevareinstituttet ifølge Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er helt naturligt, at landbrugsprodukter produceret under naturlige forhold ikke kan være mikrobielt sterile. Bakterier er en del af det naturlige miljø, og det følger med, når dyrene lever et naturligt liv, siger Jan Volmar, der er formand for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening.

- Frysning af kyllingekød dræber 99 procent af campylobacter-bakterierne, så hvis man køber frossent kyllingekød, kan man naturligvis begrænse forekomsten selv. Men det er vigtigt at understrege, at kyllingekød aldrig kan garanteres bakteriefrit og derfor altid skal behandles korrekt i køkkenet, skriver Økologisk Landsforening.

Slagtekyllingerne smittes med campylobacter fra jorden, insekter og drikkevandet.