- Det skal være lettere og billigere for danske landmænd at omlægge til økologi. Vi skal have luget ud i bureaukratiet og forenklet reglerne, så landmænd ikke som i dag må vente op til flere år på en miljøgodkendelse fra kommunen. Det er nødvendigt, hvis vi skal nå regeringens mål om, at det økologiske areal mere end fordobles i 2020, siger miljøminister Karen Ellemann.

Samtidig er der i forbindelse med Grøn Vækst afsat 12 millioner kroner over de næste seks år til at finde flere grønne alternativer til traditionelle sprøjtemidler. Et projekt under Miljøstyrelsen ser således på, hvordan danske økologer kan få adgang til alternative plantebeskyttelsesmidler.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Formålet er at fremme produktionen af dansk økologisk frugt og grønt og at reducere brugen af de mere problematiske plantebeskyttelsesmidler i det konventionelle erhverv. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg synes, det er særlig interessant, hvis vi kan erstatte kemiske midler med naturlige produkter som for eksempel naturlige mikroorganismer. Det vil ikke alene gavne de økologiske producenter, men også vores sundhed og miljø. Netop økologisk produktion rummer en dobbeltgevinst for både vækst og miljø, og det potentiale skal vi have udnyttet, siger Karen Ellemann.

Endelig vil ministeren arbejde for, at økologiske husdyrbrug får særlige BAT-vilkår (Bedst Tilgængelige Teknologi), som er de vejledende grænseværdier for miljøbelastning. De nuværende BAT-vilkår tager nemlig udgangspunkt i konventionel teknologi, som ikke i alle tilfælde må anvendes på økologiske bedrifter. Økologerne skal bidrage til processen med innovative teknologiløsninger.

Grøn Vækst har fastsat et konkret mål om omlægning af 18.000 hektar til økologisk drift i Danmark hvert år i perioden 2010-2020. I 2009 udgjorde det økologiske areal i Danmark godt seks procent af det samlede landbrugsareal fordelt på 2.689 bedrifter.

Artiklen fortsætter efter annoncen