Landmænd har oplevet, at det har været umuligt at bekæmpe skadedyr i blandt andet tomme kornlagre og i korn på lager. Den situation er nu ændret, idet Nomus A/S har fået dispensation til at bruge midlerne K-Obiol EC 25 og K-Obiol ULV6. Karakteristisk for begge er, at de er de eneste godkendte midler med en langtidsvirkende effekt over for kornskadedyr, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

K-Obiol ULV6 bruges til at behandle korn og som beskyttelse mod kornskadedyr. Midlet er kendetegnet ved en hurtig knockdown og kontrollerende effekt over for en lang række skadevoldere såsom kornsnudebiller, rismelsbiller og kastaniebrun melbiller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virkningen indtræffer, når insekterne kommer i kontakt med midlet eller spiser af de behandlede korn, og Nomus anbefaler én behandling pr. år.

 K-Obiol EC 25 bruges til at bekæmpe kornskadedyr i korn, tomme kornlagre, transport- og procesanlæg for korn samt opbevaringsrum i skibe og lastbiler.

Da behandlingerne i år foregår med dispensation, er det Nomus, der i de enkelte tilfælde vælger det optimale middel til den konkrete behandling.

 Nomus A/S er ejet af DLG og Hedegaard Agro.