Blæsten gik frisk over Limfjordens vande, da næsten 600 mennesker mødte op til Specialudvalget for Foderproduktion og Græsmarksdrifts grovfoderekskursion i Thy.

Første besøg var hos I/S Kappel ved Hurup. Bedriften har 211 hektar og ligger smukt med udsigt over fjorden. En fjord, som ifølge Kristoffer Kapel dog til tider, kan gøre det besværligt at drive en moderne mælkeproduktion. Og netop en moderne mælkeproduktion, hvor der er fokus på høj mælkeydelse og god velfærd i stalden for de godt 300 køer, var, hvad Kristoffer Kappel introducerede de mange fremmødte til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et anderledes, men mindst lige så imponerende og moderne kvægbrug fik deltagerne at se, da turen efterfølgende gik til I/S Sejersbøl ved Thisted. Her drives, hvad familien Sejersbøl selv kalder et familielandbrug med knap 550 økologisk årskøer og 908 hektar.

God kombination af rensning og kemi

En introduktion til majsmarken på I/S Kappel bød også på en introduktion til dette års Landsforsøg, hvor forskellige kombinationer af mekanisk og kemisk ukrudtbekæmpelse bliver undersøgt.

Landskonsulent Poul Henning Petersen kunne fortælle om resultater fra forsøg af samme type i Sverige, hvor der blev fundet en positiv effekt af især kombinationen af først sprøjtning og efterfølgende radrensning af majsmarken.

Dollerup Maskinstation præsenterede radrensning med kamera på I/S Kappel, mens Thyregod A/S, som producerer radrensere, selv fortalte om deres erfaringer med radrensning af majs på Sejersbøl I/S. Der var bred enighed om, at et godt og jævnt såbed er en nødvendighed for en god radrensning.  

Demonstration af gyllenedfældning

Nedfældning af gylle i græsmarker er en aktuel sag, og demonstrationen af forskellige typer af gyllenedfældere på en nyslået græsmark ved Sejersbøl I/S var også et trækplaster under ekskursion. Det var næppe lugten, men nok nærmere lyden og synet af maskinerne, som tiltræk folk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den hårde JB6-jord betød, at nedfældingen her bestemt var en udfordring. Anderledes var det for udlæggeren med slæbeslanger, hvor SyreN-systemet med tilsætning af syre til gyllen blev demonstreret. Du kan læse mere om demonstrationen af gyllenedfældere i næste nummer af Maskinbladet, der udkommer den 25. juni.

På græs

Økologiske køer og kvier skal på græs, og det skal alle de knap 500 køer på Sejersbøl I/S naturligvis også.

Gennemtænkt logistik og planlægning har skabt muligheden for på en forholdsvis enkel måde at få alle køerne ud. Mellem de to store staldbygninger, som begge har plads til 400 køer, er lavet et velfungerende system af drivgange og separationslåger, som gør det muligt at få de rigtige køer de rigtige steder hen.

Erik Sejersbøl, som er den ene af de brødre, der er med i I/S’et, blev under grovfoderekskursionen spurgt, hvordan det lykkedes dem at få alle de køer ud.

- Heldigvis respekterer køer jo hegn uanset om flokken er på 80 eller 500, svarede Erik Sejersbøl med et forsigtigt smil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det er ikke kun hegn, som gør det overkommeligt at have køerne på Sejersbøl I/S på græs. Der er også anlagt drivveje, som mange steder er belagt med gummimåtter og andre steder med asfalt. Men gummimåtterne er ifølge Erik Sejersbøl klart det, køerne foretrækker.

- Dem løber de af sted på.

En dag foran - ikke bagud

Med køer på græs er det altid en udfordring at vurdere det foderniveau, som køerne skal have på stald som supplement til græsset. I et samarbejde mellem Videncenter for Landbrug, Kvæg, Det Jordbrugsvidenskablige Fakultet og Økologisk Landsforening er man nu i gang med at teste en automatisk måling af højden og foderværdien i græsset på græsmarken.

Under Grovfoderekskursionen blev det således demonstreret, hvordan man med en lille vogn monteret på en ATV og ved hjælp af fotoceller på vognen kan måle græshøjden automatisk. Ifølge konsulent ved Økologisk Landsforening, Kirstine Lauridsen, som præsenterede græsmarksmåleren, mangler forskerne stadig at få kalibreret maskinen, så den passer helt præcist til danske standarder. Når det arbejde er færdigt, vil man med græshøjdemåleren automatiske kunne estimere foderværdien på græsmarken.

- På den måde kan vi komme en dag foran, når foderrationen til køer på græs skal fastsættes. I dag ser mælkeproducenten ofte på, hvor meget foder der bliver ædt på stald og vurderer herudfra, hvor meget køerne tager ude i marken. Men på den måde er man altid lidt bagud, forklarer Kirstine Lauridsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Se flere billeder fra årets Grovfoderekskursion i Thy her.