Kirovets har produceret traktorer på fabrikken i St. Petersborg siden 1962, og i dag produceres der traktorer fra 250 op til 516 hestekræfter. Samtlige modeller er knækstyrede, og målt i forhold til europæiske traktorer er modellerne fra den russiske fabrik kæmpestore. Vægten på den mindste model er således på hele 13,5 ton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gælder også den nye Kirovets K 9000-serie, som omfatter tre modeller fra 354 til 516 hestekræfter.

Load Sensing-hydraulikken leveres af Sauer-Danfoss og har en ydelse på 190 liter pr. minut ved et tryk på 210 bar.

Trepunktsliften har en løftekapacitet på 10 ton, og som standard er traktorerne udstyret med fem dobbeltvirkende hydraulikudtag.

Samtlige modeller har Mercedes-motorer og de to mindste modeller har en powershift transmission med 16 gear frem og otte bak.

Lidt mere spændende er den største model. Den er nemlig udstyret med en trinløs transmission, der er produceret af Mali-koncernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kombinerer kendt teknologi

De trinløse transmissioner fra de kendte fabrikanter bygger på to forskellige principper, hvor Vario transmissionen på de store Fendt traktorer er opbygget over et patenteret system. Her kan såvel hydraulikpumpen som de hydrauliske motorer vinkle op til 45 grader.

På den måde kan traktoren bevæge sig fra 0 til 40 kilometer i timen i samme gear, men hvis traktoren skal sejtrække i marken, skal chaufføren geare ned med et mekanisk gear.

ZF anvender et andet system, hvor kun hydraulikpumpen vinkles, når der ænders hastighed. Det giver en mindre variation i hastigheden, og derfor er der i transmissionen fra ZF indskudt fire planethjulssæt, der automatisk indkobles efterhånden som traktoren accelererer fra 0 til 40 kilometer i timen.

Patentet, som Fendt anvender, er efterhånden udløbet, og derfor kan Mali anvende en kombination af ovennævnte metoder.

- Vi anvender en hydrostat, der kan vinkle 45 grader til begge sider, og derfor behøver vi kun et planethjulssæt, for at opnå en trinløs acceleration fra 0 til 50 kilometer i timen, siger salgschef Dominik Büsch, Mali International.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder, at transmissionen indeholder et minimum af bevægelige dele, og at vi kan køre direkte fra landevejen og ind på marken uden at skulle skifte gear, fortsætter han.

Ny spiller på det trinløse marked

Schweiziske Mali beskæftiger sig med forskning og udvikling inden for en lang række områder. Eksempelvis er Mali en af de førende virksomheder inden for Common Rail-teknologien, hvor Mali har patentet på essentielle principper.

Virksomheden producerer og leverer indsprøjtningssystemer til forskellige motorleverandører, lige som Mali også leverer licenser, der giver brugeren ret til at producerer brændstofanlæg under eget varemærke.  

Mali blev etableret i 1994 af ingeniør Markus Liebherr, og i dag har koncernen afdelinger i såvel Schweiz som Tyskland 

Virksomheden anvender foreløbig selv den mindste af deres trinløse transmissioner i en redskabsbærer tilpasset vejvæsnet og den grønne sektor. Trac 140 hedder traktoren, der drives af en 140 hestekræfters Deutz motor, og som drejer på alle fire hjul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kabinen har plads til to personer, og bag kabinen er der blevet plads til enten et lille lad, eller til at montere en kran eller rabatklipper.

Traktoren kan leveres med såvel trepunktslift som kraftudtag både foran og bagpå.