Julemarked blev et tilløbsstykke
13. dec. 2019 | Indrykket af Samson Agrolize A/S
Gentog i går det årlige julemarked med stort rykind af landmænd og maskinstationer.
Samson Agrolize ved Viborg gentog i går sit årlige
julemarked med stort rykind af landmænd og maskinstationer. Der blev lukket
flere handler og ikke mindst blev der studeret gylle- og gødningudstyr og
snakket sæsonpremiere om blot halvanden måned.
Igen i år samlede Samson Agrolize mange folk til sit
julemarked på domicilet i Viborg. Torsdag eftermiddag og aften var der åbent
hus og masser at se på for de mange gæster, der gennem dagen lagde vejen forbi.
Ikke mindst et stort opbud af klargjorte brugte maskiner.
Samson Agrolize kan i år vise 25 klargjorte gyllevogne,
der, med direktør Henrik Kirketerp-Møllers ord ”….er lige til at spænde for og
køre i marken med”.
Hos Samson Agrolize eget værksted renoveres, opdateres og
klargøres brugte Samson gyllevogne, så de kan sælges med garanti og
reklamationsret. Bag dette står gylle- og naturgødningsspecialistens
landsdækkende net af kvalificerede servicepartnere. Der er typisk tale om
ibyttetagne gyllevogne fra den foregående sæson og her har de specialiserede
Agrolize-folk på værkstedet i Viborg haft travlt op til julemarkedet for at få
klargjort en lang række nyere brugte hjultræksvogne, der nu står køreklar til
nye kunder. I de kommende uger fortsættes med at give de yderligere 35
gyllevogne samt nedfældere, udlæggere og gylleomrørere en kvalificeret ”make-over” så grejet kan komme i funktion
til næste sæson.
- Der er også omstændigheder, hvor vi få en nyere brugt
gyllevogn ind, som er passet og plejet så flot at vi uden videre kan stå bag at
videresælge den til den næste bruger, forklarer direktør Henrik
Kirketerp-Møller hos Samson Agrolize.
Mødested for kunder
I løbet af julemarkedsdagen blev der indgået flere handler
og derfor kunne der sættes ”SOLGT” skilte på flere vogne og nedfældere.
Hos Samson Agrolize er der stor tilfredshed med det årligt
tilbagevendende arrangement op til jul.
- Landmænd og især maskinstationsfolk mødte talstærkt op,
og det er en god mulighed for os til møde maskinførere, landmænd og nye og
gamle kunder til en snak om mulighederne med Samson-udstyr, fortæller Henrik
Kirketerp-Møller.
Mange gæster benyttede samtidigt lejligheden til at komme
på en guidet rundvisning på Samson Agro fabrikken, hvor produktionen kører i
højeste gear. Netop nu oplever den danske producent af gylle- og
naturgødningsudstyr en kraftig stigning i salget på eksportmarkerne. Især til
Tyskland, der nu implementerer regelsæt omkring udnyttelse af husdyrgødning,
der minder om de danske, og som Samson Agro har årtiers erfaring med at
producere udstyr til at honorere.
Samson Agrolize forhandler nyt og brugt gylleudstyr og
møgspredere i hele Danmark. Service og teknisk opbakning foregår gennem syv
lokale servicepartnere, der alle har specialuddannet personale, der i
højsæsonen kan rykke ud når som helst for at hjælpe til, hvis der opstår
problemer med det avancerede udstyr.
Yderligere oplysninger hos direktør Henrik
Kirketerp-Møller, tlf. 69 155 111.
Der blev spist pølser og drukket en masse kaffe ved Samson
Agrolize’ store julemarked torsdag i Viborg. Det opvarmede værksted var ryddet
og gav plads til at 120 gæster kunne spise ad gangen.
Sjældent, måske aldrig før har der været mulighed for at se så
stort et antal klargjorte brugte gyllevogne samlet på et sted. Samson Agrolize
har bestræbt sig på at få så mange af de ibyttetagne vogne som muligt gjort
klar til sæsonen. Der begynder om blot halvanden måned.