Når man skal sikre et lavt omkostningsniveau for grovfoderproduktion er det vigtigt at overveje strategien for området. Seges har analyseret maskinøkonomien i grovfoderproduktion.

Langt de fleste mælkeproducenter har forholdt sig til det på et eller andet tidspunkt.

Skal man selv dyrke markerne og tage sine slæt? Og selv forrente maskiner, holde pengene hjemme på arbejdsløn og så videre? Eller skal man udlicitere markarbejdet til en maskinstation og koncentrere sig om stalden?

Overvejelserne er mange, og det kan være svært at finde lige netop dén opskrift, der giver mest mening på bedriften og bedst økonomi i produktionen.

Erhvervsøkonomerne i Seges har lavet en analyse af fordelingen af omkostninger til maskinstation og omkostninger forbundet med landmandens eget arbejde

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er enten-eller

Analysen viser, at hovedparten af de landmænd, som deltog i analysen, har valgt at bruge maskinstationen til omkring halvdelen af grovfoderproduktionen. Det kan gøres med lave omkostninger, men det er ikke nødvendigvis en god forretning. For analysen viser også, at de bedrifter, som enten har valgt at udlicitere markarbejdet helt eller har valgt at lave det hele selv, i gennemsnit har lidt lavere omkostninger ved grovfoderproduktionen, end de der deler arbejdet med maskinstationen.

- Undersøgelsen viser en tendens til, at de bedrifter, som ligger i yderpunkterne som gennemsnit, har lavere maskin- og arbejdsomkostninger til grovfoderproduktionen, Det er på baggrund af analysen alene svært at sige noget entydigt om, hvad der er rigtigt at gøre på den enkelte bedrift. For valget mellem egenproduktion og udlicitering af arbejdet til maskinstation afhænger af præferencer, maskinpark og muligheder på bedriften.

- Der skal man som landmand sætte sig ned og lave en konkret vurdering af bedriften, forklarer konsulent Maria Vejle Madsen, der har været med til at udarbejde analysen.

rich-media-1
Maskin- og arbejdsomkostninger oversigt. Grafik: Seges.

Fremstillingsprisen på grovfoder

Analysen viser heller ikke nogen entydig sammenhæng mellem fremstillingsprisen og fordelingen af arbejdet mellem maskinstation og egne maskiner.

- I beregningen af fremstillingsprisen på grovfoder indgår alle de omkostninger, som knytter sig til produktionen, fra stykomkostninger, maskin- og arbejdsomkostninger, jordleje og øvrige omkostninger som ejendomsskat og forsikringer. Der indregnes også EU-støtte. Resultatet deles med det udfodrede udbytte. Maskin- og arbejdsomkostninger udgør typisk omkring halvdelen af de samlede omkostninger til grovfoderproduktionen, men der er ikke entydig effekt af maskinstrategien på den endelige fremstillingspris på grovfoderet siger Michael Højholdt, Landskonsulent i Erhvervsøkonomi hos Seges.

Essensen af analysen er derfor, at der ikke er et universelt råd til mælkeproducenten. Hvis man vil vide, hvordan den bedste strategi med de laveste maskin- og arbejdsomkostninger er for bedriften, så er der ingen vej udenom. Der skal regnes på tingene, før man kan lægge den strategi, som giver de laveste omkostninger - og samtidig sikrer højt udbytte og god kvalitet i grovfoderet.

- Mit råd vil være, at man vurderer tid og lyst til at lave markarbejdet selv, og tager fat i sin maskinkonsulent og får hjælp til at lave beregningerne. Og derefter kan man så finde ud af, hvad der giver bedst mening for bedriften at satse på, siger Michael Højholdt.