Hos Bounum Maskinstation har man til sæson 2020 investeret i maskinstationens anden knækstyret stortraktor. Der er tale om én af de helt store i form af en New Holland T9.700, som med en Cursor 13  motor på 12,8 liter yder 628 nominelle hestekræfter, og hele 692 hestekræfter når boosten slår til.

Den fornemmeste opgave på den sydvestjyske maskinstation er kørsel med den seks meter Horsch Terrano dybdeharve. Og til denne opgave er de mange hestekræfter - og store vægt nødvendig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- 65 til 70 procent af den majs, vi sår, bliver etableret pløjefrit, og det har stillet krav til den forgående dybdeharvning efter gyllenedfældningen og inden såningen af majsen, fortæller Michael Eskildsen, som er medindehaver af Bounum Maskinstation, han ejer sammen med Kenneth Christensen og Thomas Eskildsen.

- Harvning i 27 til 30 centimeters dybde kræver virkelig noget power, når det sker i seks meters arbejdsbredde.

Han fortæller, at det store boom i antal hektar med reduceret etablering af majs primært skyldes et tidspres i foråret, og at mange gerne vil springe pløjningen over.

rich-media-2
Én af de største grundene til at harve forud for majsen er tidsbesparelsen, fortæller Bounum Maskinstation.

Flere opgaver venter

- Vi har kørt over 400 timer med den store New Holland-traktor foran harven her i foråret, og den har været ovre 1.300 hektar. Foruden klargøring til nye majsmarker, så har den også kørt og jævnet spor fra den besværlige majshøst i 2019, fortæller Michael Eskildsen, som fortæller, at traktoren også er tiltænkt, som en hjælp, når det bliver alt for blødt i efteråret:

- Vi vil også bruge traktoren til at hjælpe i de bløde majs, og sørge for at sikre frakørselsvognene kan følge med finsnitteren ude i de bløde arealer, som et vådt efterår kan medføre, og vi synes egentligt de våde efterår kommer oftere og oftere, påpeger Michael Eskildsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Grunden til, at det endte med den helt store model i T9-serien, skyldes, at den stod i Holland hos en forhandler, og havde kørt 100 timer. Der var dermed tale om en næsten helt ny traktor, som vi kunne få forholdsvis hurtigt, fortæller Michael Eskildsen.

Han påpeger også, at der i T9-serien er tale om et højt komfortniveau til blandt andet de lidt mere umulige køreforhold, som eksempelvis jævning af de dybde spor fra den besværlige majshøst.

- Det dur ikke, at chaufføren knap kan holde sig i sædet, når der skal jævnes spor. Det var også én af grundene til at vi ville op i en knækstyret traktor som trækhest for harven.

Den store amerikansk produceret knækstyret traktor bliver den anden knækstyrede traktor i maskinhuset hos Bounum Maskinstation, som også rummer en Case IH STX 380.

Begge knækstyrede traktorer har kørt i foråret med hver sin dybdeharve, hvor den knækstyrede Case IH kører med en fem meter Kuhn-harve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover råder maskinstationen også over en Fendt 1050, som blandt andet bruges til maskinstationens seks meter Horsch Focus TD såsæt.

rich-media-5
Der er brug for samtlige hestekræfter foran den seks meter harve, når den skal ned i 27 til 30 centimeters dybde.