Det er ikke hver dag, at en 22-årig ung mand køber en maskinstation med 10 ansatte. Fra sæson 2017 var det dog præcis det, der skete, da Søren Gad købte Bredebro Maskinstation i det sønderjyske af Otto og Margit Bossen, som efter 37 år gerne ville sælge.

rich-media-1
Søren Gad overtog i en alder af kun 22 den lokale maskinstation i Bredebro. Det er nu to år siden, og Søren Gad og de 10 folk på Bredebro Maskinstation er klar til Sørens tredje sæson som ung maskinstationsejer. Fotos: Morten Damsgaard.

Der har været meget at lære - specielt når man pludselig får 10 fastansatte

- Søren Gad, ejer af Bredebro Maskinstation

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er jo bestemt ikke hver dag, der bliver en maskinstation til salg, som ikke er nødlidende på nogen måde, og med 25 kilometer fra mit fødehjem var dette en oplagt mulighed, jeg simpelthen ikke kunne lade gå forbi, fortæller Søren Gad, indehaver af Bredebro Maskinstation på andet år, som nu skal i gang med sin tredje sæson.

- Der har været meget at lære - specielt når man pludselig får 10 fastansatte og op til 15 mand i sving i sæsonen, når der er mest travlt. Jeg sagde til mine ansatte den første dag, at jeg både er deres nye chef, men også nye lærling, da jeg skulle til at læres op i både maskiner og kunder.

rich-media-3
Søren Gad fortalte sine medarbejdere på Bredebro Maskinstation den første dag, at han både var deres nye chef og lærling, for Søren skulle ikke kun læres op i maskinerne, men også området.

Området kender Søren Gad dog en smule, og interessen for maskinstation har Søren Gad fået ind med modermælken, da hans far driver Gads Maskinstation sammen med Sørens to farbrødre.

- Det har nok altid ligget i kortene, at det var den vej, jeg også gerne ville. Dog er der endnu ikke planer om generationsskifte på Gads Maskinstation, og jeg så mig om efter andre muligheder. Det er da klart, at den korte afstand til Gads Maskinstation har betydet noget for det endelige køb af Bredebro Maskinstation, fortæller Søren Gad, som dog påpeger, at de to maskinstationer intet har tilfælles.

- Vi får dog nogle gode synergieffekter ud af at ligge så forholdsvis tæt på hinanden. Hvis jeg er presset kan jeg ringe efter hjælp og modsat. Det kommer i den grad vores kunder til gode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kræver stor samarbejdspartner

Netop et sikkerhedsnet for maskinstations kunder er også én af grundene til, at det blev en så forholdsvis stor mundfuld, som det blev, da Søren Gads satte sin underskrift på salgskontakten for Bredebro Maskinstation.

- Jeg kunne også have begyndt med mig selv, en enkelt traktor og en gyllevogn, men de store landbrug i dag kræver også en stor samarbejdspartner i maskinstationen. Når bedrifterne med 500 køer eller flere skal have snittet græs, majs eller lignende, så kræver det bare en stor kapacitet, og de skal være sikre på, at de kan regne med deres maskinstation, som den professionelle samarbejdspartner vi er.

rich-media-5
Opgaverne hos Bredebro Maskinstation er mange artet, men hovedsageligt landbrugsrelateret.

- Det giver også et helt specielt kick, når det hele lykkes. Når græsset bliver snittet under optimale betingelser og i den bedste kvalitet, og kunden er tilfreds, så giver det en fantastisk følelse. Det er naturligvis Danmark, vi bor i, så det er ikke altid, at vi får det helt tørre græs i siloen, men i ni ud af ti tilfælde lykkes det.

rich-media-6
Her er der travlt med møgspredning en forårsdag. Søren Gad fremhæver sprederne, som kan kører møg og kalk efter tildelingskort, og i det hele taget er der stor fokus på de nye teknologier hos maskinstationen.

Søren Gad fortæller også om en meget stabil og loyal kundekreds, som han sætter stor pris på.

- Jeg er også af den overbevisning at laver man god kvalitet og god behandling af kunderne, så vil man også opnå stabilitet i kundekredsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og Bredebro Maskinstations kunder har taget godt imod den nye ejer. Margit Bossen fortsætter arbejdet med bogholderi og planlægning, når Søren er i marken, og kontakten mellem de tidligere ejer og den nye, har givet den rigtige overgang for maskinstation.

rich-media-8
Margit Bossen er én af de tidligere ejere af Bredebro Maskinstation, og hun er rigtig glad for at få lov at fortsætte under Søren Gad med pasning af kontoret. Søren Gad er ligeledes rigtig glad for at kan læne sig op af den erfarne kvinde, når det hele går stærkt.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg kan blive ved med at arbejde på maskinstationen, med det jeg har gjort de sidste mange år, og jeg synes virkelig Søren klarer det rigtig godt, fortæller Margit Bossen.

- Jeg vil nødig undvære Margit, da det virkelig har været en stor hjælp indtil man lige kommer ordentligt i gang, fortæller Søren Gad.

Ny lokation

Bredebro Maskinstation har de sidste mange år haft hjemme lige uden for Bredebro i forbindelse med et foderstof. Men pladsen var træng, og man har derfor lejet et maskinhus på en anden lokation.

- Vi blev opsagt som lejer af den anden lokalition, og jeg stod derfor i en situation, hvor jeg skulle gøre et eller andet. Jeg undersøgte prisen for at bygge et nyt maskinhus, men kom pludselig i forbindelse med en gammel limtræs-fabrik, som ligger midt i Bredebro, og har stået tom i 10 år, fortæller Søren Gad, mens han viser rundt i de 15.000 kvadratmeter bygninger, som han nu ejer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-10
Bredebro Maskinstation flyttede i vinteren 2018 i en gammel limtræs-fabrik, som har stået tom i 10 år. Her råder man over 1,5 hektar under tag.

- Grunden er fem hektar stor, og med 1,5 hektar under tag har vi masser af plads til alt vores maskineri, fortæller den unge maskinstationsejer.

Faktisk kan alle maskiner stå parkeret under tag, ligesom opgaver som tankning og vask også foregår indendørs.

rich-media-11
Tankning og vask af maskiner foregår nu indendørs hos Bredebro Maskinstation.

- Vi laver faktisk ingenting uden for husene, og det er rigtig dejligt. Jeg har brugt en del tid på at arbejde med logistikken, så det både er nemt og hurtigt når maskinerne kommer hjem, og lige så hurtigt for maskinerne at komme afsted igen næste dag, fortæller Søren Gad og viser den port, som maskinerne kører ind igennem om aftenen, hvorefter de kommer til tank-anlægget, og tankningen af diesel kan foregå. Herfra ligger vaskepladsen i umiddelbart forlængelse, inden maskinerne kommer hen i ét af maskinhusene.

rich-media-12
Et kig ind i ét af maskinhusene hos Bredebro Maskinstation.

- Det hus kalder vi for sæson-huset, og det er her sæson-maskinerne skal være parkeret. Herfra er der nemlig fire porte, så maskinerne lynhurtigt kan komme afsted om morgen, og ikke skal holde og vente på hinanden.

De øvrige maskiner står i et af de andre maskinhuse, som ligger i forbindelse med både kontor og frokostrum for de ansatte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-14
I de 1.200 kvadratmeter store værksted er der god plads til alle reservedele på maskinstationen. Her viser Søren Gad den hylde, som rummer mange af de dele der hører til maskinstationsmaskiner.

Alle husene ligger desuden i forbindelse med hinanden, så man skal ikke uden for husene for at gå fra den ene afdeling til den næste.

Det var også begrænset, hvor store ombygninger, der skulle til. Eksempelvis har maskinstationens værksted på 1.200 kvadratmeter været nem at omdanne til maskinstationsbrug:

- Vi har som det eneste lagt nyt betongulv. Luftrør, strøm og lys var allerede i orden, så det har været forholdsvis enkelt at gøre klar, fortæller Søren Gad.

Vejen til nøglerne

Søren Gad har haft fart på siden begyndelsen for to år siden, men han er bestemt ikke kommet sovende til maskinstationen nøgler.

- Vi har arbejdet på det i lang tid. Igennem min far gjorde vi brancheforeningen, Danske Maskinstationer & Entreprenører opmærksomme på, at jeg ønskede at komme i gang, og vi så da på et par stykker, inden Bredebro Maskinstation dukkede op, fortæller Søren Gad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-16
Spredning af kalk i vinteren 2018.

- Det tager lang tid, inden man er klar med en konkret handel. Jeg har brugt en del penge og tid med revisorer på at lave en ordentlig forretningsmodel, og det er faktisk givet ret godt ud. Når man kommer i banken, er det vigtigt, at papirerne er i orden, og at det ser professionelt ud, samt at modellen er brugbart. Især i begyndelsen er det vigtigt, at det er gennembearbejdet, og man selv har sat sig meget ind i det. Det dur ikke, man står og vakler i banken. Man skal se det som en slags økonomi-eksamen.

Søren Gad påpeger desuden, at én ting er budgetter og mål for virksomheden, men det handler også om en selv:

- Man skal mærke rigtig godt efter, og selv tro på projektet. Hvis man ikke selv tror på det, er det svært at få andre til at tro på det, og hvis man selv er meget engageret i projektet, så er det uden tvivl også lettere at virke mere overbevisende i eksempelvis banken.

- Jeg tror ikke, det er svære at købe en maskinstation til samme pris som en kvæg- eller svineejendom. Forretningsmodellen er dog en smule anderledes, fortæller den unge maskinstationsejer.