For to år siden investerede Vesterbølle Maskinstation i en fuldhydraulisk Kuhn GA 13131 rive med fire rotorer og en arbejdsbredde på 12,50 meter. Riven blev suppleret af en rive af samme fabrikat med to rotorer og mindre arbejdsbredde.

- Vi var overbeviste om, at de to river var en god kombination. Men riven med de to rotorer havde slet ikke samme fleksibilitet som riven med de fire rotorer, hvor arbejdsbredden hydraulisk kan reguleres fra 8,40 og til 12,50 meter, og derfor kørte den lille rive simpelthen for lidt. Vi har derfor valgt at erstatte den med endnu en Kuhn GA 13131, siger John Andersen, Vesterbølle Maskinstation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kuhn leverer en tilsvarende rive med fire rotorer og en arbejdsbredde på 14,70 meter, men John Andersens vurdering er, at arbejdsbredden på de cirka 13 meter er passende, til de finsnittere maskinstationen anvender.

Fri for aksler

Kuhn GA 13131 er en fuldhydraulisk rive, hvor de fire rotorer trækkes hydraulisk af en oliemotor der er monteret forrest på riven. Kraftoverføringsakslen fra traktoren og til oliepumpen er den eneste aksel på riven, og derfor har riven kun ganske få daglige smøresteder.

- Den hydrauliske drift af rotorerne har også den fordel, at hastigheden på rotorerne kan indstilles individuelt fra terminalen i førerkabinen. I store slæt kan hastigheden på de forreste rotorer øges med op til tyve procent. Derved kastes græsset fra de forreste rotorer langt ind mod midten, og det aflaster de bagerste rotorer, der former det endelige skår, forklarer Jens Andersen, Farmas A/S, der har solgt riven til Vesterbølle Maskinstation.

Kontrolleret landing

På Kuhn GA 13131 sørger hydraulikcylindre ved de fire rotorer for en kontrolleret landing, når riven sænkes.

- Rotorerne rammer altid jorden med bagenden føret, og derved minimeres risikoen for, at der rives jord med i foderet. Vi har valgt at få riven leveret med en CCI 200 terminal og joystick fra Kuhn. Det gør det let at kontrollere riven, og vi er ikke afhængige af, at det altid er den samme traktor, der kører med riven, siger John Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Muligheder for tidsregistrering

Ud over riven var han kommet på Agromek for blandt andet at se på, hvilke muligheder der er for at digitalisere tidsregistreringen på maskinstationen.

- Systemet skal erstatte blyant og arbejdssedler, og så skal det være let at anvende. Hvis det samtidig kan giver en mere rationel planlægning og en bedre udnyttelse af materiel og mandskab, kommer det både kunder og maskinstationen til gode, siger John Anersen.