Det var i forbindelse med DM&E Vidensdage den 18. og 19. januar, at man præsenterede det nye netværk med navnet 'DM&E Junior'. Der er tale om en ny landsdækkende organisation under DM&E, hvor intentionen er, at de 'unge' kan stifte nærmere bekendtskab med branchens muligheder.

- Der har i længere tid været et ønske om at oprette et sådant forum, hvor særligt den nye generation kan mødes og få sparring på deres situation og netværke med andre unge, der arbejder indenfor maskinstations-, entreprenør, kloakmester og skoventreprenørbranchen, fortæller Jens Guld, virksomhedsrådgiver i DM&E.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DM&E Junior henvender sig til unge, som har eller ønsker tilknytning til DM&E og som ønsker at blive medejer eller leder i en af DM&E's mange medlemsvirksomheder.

- Vi oplever et øget behov blandt de unge for at få adgang til brancherelevant viden og derfor mener vi, at et netværk med mulighed for at opbygge personlige relationer er vejen til målet, siger Jens Guld.

Sparring med andre

Det var tre unge fra DM&E's medlemsvirksomheder, der torsdag den 18. januar præsenterede det nye netværk, heriblandt Tenna Sørensen fra Odder Maskinstation.

- DM&E Junior er en oplagt mulighed til at spejle mine erfaringer i andres og få ny inspiration og vigtige inputs til at udvikle mig blandt andre unge, som er i samme båd, fortæller Tenna Sørensen, der til dagligt arbejder på kontoret på Odder Maskinstation med økonomi og regnskabsføring.

Det nye netværk giver endvidere mulighed for at skabe relationer til de samarbejdspartnere de unge vil møde i deres senere virke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver mig en god indgangsvinkel til at få et kendskab til nogle af de samarbejdspartnere jeg vil møde - både indenfor økonomi- og finansverdenen eller maskinhandlerbranchen. Jeg ser det som en stor fordel at skabe gode relationer til de folk jeg på sigt skal arbejde sammen med, samt få fornemmelsen af, hvad jeg skal kunne levere, fortæller Tenna Sørensen.

Faglige udflugter

Udover sparring med unge i hele Danmark kan medlemmer i DM&E Junior se frem til at deltage i faglige arrangementer samt udflugter i ind- og udland.

Det første arrangement i 2018 er planlagt. Det bliver en studietur med overnatning, spændende indlæg og virksomhedsbesøg. Der er planlagt stiftende generalforsamling den 9. marts kl. 14.00.