Brandfolk og medarbejderne på Kibæk Maskinstation arbejdede hurtigt, da der pludselig opstod brand i en selvkørende gyllevogn af mærket Terra-Gator 3104.

Mekanikerne ville flytte to maskiner fra en lagerhal, og derfor startede de den selvkørende gyllenedfælder for at hente den efterfølgende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skulle have rykket rundt på maskinerne, og startede dem begge to. Da mekanikeren så kommer tilbage for at flytte den selvkørende gyllenedfælder, så er der ild under førerhuset, siger Brian Bang, som er medindehaver af Kibæk Maskinstation.

Derefter reagerer medarbejderne på Kibæk Maskinstation hurtigt. 10 mand springer ind i hallen med skumslukkere, og kæmper forgæves mod flammerne.

- Vi troede egentlig, at det kunne vi sagtens håndtere, men der går ikke ret lang tid, så kan vi se, at ilden har fået fat i hydraulikolien, og så ringede vi efter brandvæsnet, forklarer Brian Bang.

Medarbejderne begyndte derefter at køre så mange maskiner som overhovedet muligt ud af lagerhallen for at forhindre, at der skete større skade end højst nødvendigt. Og kort tid efter kom brandfolkene til stedet, og fik styr på flammerne.

- Det hele foregik egentlig stille og roligt, så det er ikke fordi der var det store drama over det. Og nu er der ro på igen, siger Brian Bang.