Som planteavlsrådgiver, hører Ann Louise Worsøe Jørgensen fra Planteavlsrådgivningen ApS ofte fra landmænd, at fokus skal være på rettidighed efterfulgt af en kommentar om, at alt ikke kan laves på én gang.

- Kunne man tænke, at en maskinstation kunne afhjælpe problemerne, spørger Ann Louise Worsøe Jørgensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Meget ofte er svaret nej, da det vil gå ud over rettidigheden. Men hvordan mon det kan være, at bedrifter, som benytter maskinstationen ofte avler 10 til 20 hkg mere i forhold til dem, som klarer arbejdet selv?

Det starter med gyllen

Snart starter sæsonen for gyllevognen, og her er den store maskinstationskapacitet en stor fordel for mange.

- En maskinstation vil kunne bidrage med måske to til tre gyllevogne til kørsel lige på de bedste dage, og så er det overstået, fremfor at der bliver udbragt gylle over flere uger med større eller mindre held. For sent udbragt gylle kan gå voldsomt ud over udbyttet.

Ann Louise Worsøe Jørgensen fremhæver også, at det eneste, som kan holde en kubikmeter-pris nede, er at komme over mange hektar med gyllevognen.

- Et tænkt eksempel med en traktor og en gyllevogn til 1,6 millioner kroner og en effektivitet på tre læs i timen på 100 hektar om året giver en kubikmeterpris på 79 kroner pr kubikmeter. På 1.000 hektar pr. år giver det 14 kroner pr kubikmeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke bedre

Hun påpeger også, at et leasings-setup ikke vil gøre det bedre.

- Den eneste fordel ved leasing er, at betalingen ikke skal falde i forbindelse med købet, men løbende til en passende høj rente, som leasingselskabet genererer sine indtægter på.

- Tænk på, at man hver eneste måned måske skal betale 20.000 kroner i leasing, som vil svarer til udkørsel af 1.176 kubikmeter gylle til en pris på 17 kroner pr. kubikmeter.

På et år bliver det til 14.118 kubikmeter, der kan køres ud for samme beløb. Det svarer til 30 ton gylle ud pr. hektar på i alt 470 hektar.

Hun gør desuden opmærksom på, at der kun er taget højde for afdragene, og ikke de øvrige udgifter i forbindelse med leasing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er virkelig mange eksempler på, at det koster op mod dobbelt så meget, ved selv at stå for gylleudbringning, sammenlignet med at lade maskinstationen gøre arbejdet. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være en god forretning at have egen gyllevogn, men det er for de få.

Fokus på høstarbejdet

I de travle efterårsmåneder, hvor der både skal høstes og sås, kan det også være oplagt at lade maskinstationen klare mange af opgaverne, så man kan fokusere på få ting, og få dem passet omhyggeligt.

- Når der er travlt med at høste, er det ikke altid let at nå såning af næste års afgrøder, så hvorfor ikke lade maskinstationen stå for såning, spørger Ann Louise Worsøe Jørgensen.

- Det koster typisk 100 kroner mere pr. hektar, end hvis man selv står for såningen, men dette beløb er lynhurtigt tjent hjem igen, når udbytter fra vintersæd sået primo september kontra ultimo september sammenlignes, også selvom der teoretisk kommer mere græsukrudt og andre udfordringer.

- Principielt kunne maskinstationen også stå for høstarbejdet. Her handler det også om at komme over nogle hektarer for at få prisen ned, men vigtigst af alt er, at holde effektiviteten oppe. Det vil sige, jo flere hektar i timen jo bedre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vil koste 600 kroner pr. hektar at høste 300 hektar om året med en effektivitet på fem hektar i timen mod godt 1.000 kroner pr. hektar med en effektivitet på en hektar i timen, og med en mejetærskerinvestering på en million kroner.

- Kigger vi på udgiften pr. hektar for høst af 300 hektarer med tre hektar i timen, så giver 100 hektar ekstra høstarbejde kun en ekstra indtægtpå knap 100 kroner pr hektar.

- Igen vil en leasing med 20.000 kroner i afdrag ikke gøre høsten billigere, da maskinstationen kan høste til 900 kroner pr. hektar, hvilket svarer til 267 hektar på en sæson for samme pris. Desuden kan nogle maskinstationer stille med to-tre mejetærskere den dag der skal høstes, og dermed bliver der måske høstet mere rettidigt end ved egen drift.

Snak sammen

Brug af maskinstation skal ses som en mulighed for effektivisering. Der hvor det oftest går galt i forbindelse med brug af maskinstation er, at der er for få informationer mellem kunde og maskinstation.

- Der bliver måske blot peget på gylletanken og marken, uden yderligere informationer. Der skal planlægning og opfølgning til også fra landmandens side, for at opgaven bliver udført med succes. Det må gerne være skåret helt ud i pap, hvor meget der skal ud, og hvilken vej, der er nemmest at køre rundt på marken, det kan man som maskinfører ikke vide på forhånd - og det er for dyrt, hvis chaufføren skal lære det på den hårde måde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sådybde og udsædsmængde er også rart at vide før opstart med såopgaver, og der skal tjekkes op i forbindelse med arbejdets udførelse. Der skal følges op på spildet efter mejetærskeren i forbindelse med høst og ikke, når der står et tæppe af spildkorn en måned efter høst.