Nyheder

Hele Danmarks lærling

27. maj. | Indrykket af New Holland Agriculture

Han hedder Daniel og er snart udlært fra Johannes Mertz i Maribo

Del artiklen:


Man behøver ikke have fået landbruget ind med modermælken for at kunne få en kæmpe interesse for de store Landbrugsmaskiner. Daniel skabte sin helt egen naturlige interesse for at rode med store maskiner, og kan i dag kalde sig Danmarks bedste lærling. 

Det er torsdag formiddag. Solen skinner, og det er blevet forår i Danmark. Bilen ruller ind på pladsen foran

Johannes Mertz i Maribo, en forhandler der kan prale med at have Danmarks bedste lærling som en del af staben. Lærlingen hedder Daniel Højbjerg, og er 21 år gammel. Til juli er han færdiguddannet montør og til september har han muligheden for at hive endnu en titel hjem, når han stiller op for Danmark til EM i Skills.


Interessen for maskiner

Derhjemme forstår de ikke hvor interessen for de store maskiner er kommet fra, men Daniel synes det er fedt. Han har rodet med maskiner siden han som 10-årig fik sin egen traktor, der ikke kunne starte, så det måtte han ordne. Det er først for nyligt, at familien er flyttet fra byen og ud på et nedlagt landbrug, hvor Daniel virkelig kan dyrke sin passion på det tilhørende værksted. Her er der blevet rodet med traktorer, plæneklippere og minigravere, når Daniel ikke har været på arbejde eller på skole.


Uddannelsen

Da Daniel skulle vælge uddannelse, gik han med tanken om først at tage en gymnasial uddannelse, for derefter at tage på erhvervsskolen.

En lang vej at gå, men så fandt han en anden vej gennem EUX. Det er en uddannelse der kombinerer de gymnasiale niveauer med erhvervsskolens praktiske tilgang. Det bedste fra begge verdener. Det betyder at han skifter mellem at være på skole og på værkstedet hver 6. måned, hvorimod den almindelige erhvervsuddannelse har et skift hver 5. uge. Det betyder, at værkstedet må undvære Daniel i længere tid, end hvad de normalt er vant til. Det har dog ikke været et problem i Daniels tilfælde. ”Johannes Mertz har taget godt imod uddannelsesformen”, fortæller Daniel. 

Det er dog ikke alle der er lige heldige, og det måtte to af Daniels klassekammerater erfare. De måtte desværre måtte droppe ud af uddannelsen på grund af værksteder der ikke ville tage dem i lære. 

Uddannelsen starter op med et 40 ugers grundforløb, der skal klargøre dig til uddannelsen. Grundforløbet afsluttes med en eksamen. Resten af uddannelsen er så en variation af de gymnasiale fag og fagene fra erhvervsskolen.


Hverdagen på værkstedet

Mødetiden på værkstedet er kl. 7.30, men Daniel fortæller smilende, at de altid mødes et kvarter før, for at alle kan nå en kop kaffe og tale privat, inden dagens arbejde går i gang. Der er god stemning mellem alle på værkstedet, hvor de taler privat, laver sjov med hinanden og ikke mindst hjælper hinanden, når de arbejder.

Daniel føler sig heldig, at han er lærling hos Johannes Mertz. ”Jeg har ikke kigget ret meget over skulderen hos de andre montører”, fortæller Daniel og fortsætter: ”Jeg har fået lov til at lave det meste fra starten af, og har bare meldt ud, hvis der var noget jeg ikke kunne finde ud af, så har jeg fået hjælp”.

Danmarks bedste lærling Hvordan kommer man frem til at få en titel som Danmarks bedste lærling? Det lyder meget enkelt, da Daniel begynder at forklare omkring forløbet bag titlen.

”Der var nogle af os der blev prikket på skulderen oppe på skolen, om ikke vi havde lyst til at deltage. Man skulle melde sig til ved at tage en test på nettet”. Daniel pointerer dog, at der er nogle krav til, hvem der kan melde sig til, men ellers er det frit tilgængeligt for alle indenfor hver deres håndværk.

”Ud fra denne test blev der valgt fire ud, der skulle kæmpe i fire forskellige discipliner eller stationer. Traktor, minilæsser, så-sæt og have-park maskine. Det blev afholdt over to dage, hvor man havde to timer ved hver station.” Hver station havde så fem spørgsmål, med forskellig sværhedsgrad. Jo højere sværhedsgrad, jo flere point gav spørgsmålet. Derudover kunne man enten vinde eller tabe point, ved enten at huske eller glemme det forskellige udstyr.

Daniel selv havde en ide om, at de alle fire lå rimelig lige, indtil han nåede til have-park maskinen. ”Jeg har rodet en del med den type maskiner derhjemme, så her svarede jeg på alle spørgsmålene, og det var der ikke nogen af de andre deltagere der gjorde”.


Fremtidsdrømme

Fremtiden ser ikke kedelig ud for Daniel med de planer og drømme han har. Han afslutter sin uddannelse den 31. juli 2020. Derefter er planen at arbejde i høstperioden, indtil den står på EM i Skills fra den 16-20. september, der bliver afholdt i Østrig. Derefter bliver næsen ikke vendt mod Danmark, men i stedet mod Australien, hvor Daniel gerne vil prøve at arbejde i 6-8 måneder, før han så vil tilbage til Danmark. Men om han så skal arbejde eller videreuddanne sig, det må tiden vise. Så må vi se, om jeg skal fortsætte arbejdet, eller om jeg skal tage maskinmesteruddannelsen”, afslutter Daniel.


Læs denne og andre historier i New Hollands seneste Blue & You magasin.


reklame