Der er ingen tvivl om, at landets svineproducenter fik et rygklap af de helt store i 2016. Med en stigende notering og en god udnyttelse af staldanlæg lykkedes det at hente et rigtigt pænt resultat hjem.

- Gevinsten i 2016 havnede helt klart hos smågriseproducenterne. Hvor de i 2015 var hårdt ramt af puljeprisen, så blev de løftet i 2016 af de gode afregningspriser, fortæller Carsten Kragh Paulsen, chef for virksomheds- og produktionsøkonomi i LMO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stigningen i indtjeningen bliver desværre ikke så stor, som den potentielt kunne have været. Det skyldes hovedsagligt et dårligt høstår og et 30 procent stort fald i salgsafgrøderne.

- Den ringe høst gik specielt ud over rapsen, ligesom vintersæden skuffede. Vårbyggen klarede sig bedst, men samlet set fik de fleste landmænd et mindre udbytte end normalt. Vejret var langt fra optimalt, så ønsket her for 2017 er bestemt, at vejrguderne skal være med os og dermed sikre optimale betingelser for god vækst på markerne, siger udviklingsdirektør Anders Andersen fra LandboSyd.