Lyt til artiklen:

Svinenoteringen falder: Markedet er under pres

00:00
Hastighed: ???x
02:04

Svinenoteringen tager endnu et stort fald. På tre uger er den faldet med over en krone per kg.

Svinenoteringen ligger til uge 27 på 10,70 kroner per kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faldet skyldes, at det det europæiske marked for fersk grisekød fortsat er under pres, skriver Danish Crown, og en anspændt situation i Tyskland får indkøberne til at tænke meget kortsigtet.

- Situationen i Tyskland, hvor der fortsat lægges arm om prisen på grisen mellem landmændene på den ene side og slagterierne på den anden side, har sat sig bredt i markedet i Europa. Alle indkøberne afventer, om den tyske notering, hvor der aktuelt køres med en såkaldt hauspreis på op til minus 60 øre, bliver presset yderligere ned, og derfor er de meget tilbageholdende med at disponere for de kommende uger. Det skaber usikkerhed hos alle, og lige nu trykker det priserne. Der er ganske enkelt behov for at markedet får etableret en ny bund, og det sker ikke i den nuværende situation, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Det er markedet i bred forstand, der halter. Forbruget i Europa er lavt for årstiden. Det kan blandt andet forklares med, at der ikke er kommet rigtig gang i turismen i Sydeuropa, og selv om vejret er godt, så er der fortsat et relativt lavt forbrug af grillartikler som nakker og pølser.

- Det er kombinationen af et dårligt marked i Europa og en pludselig og meget hård opbremsning i Kina, der gør markedet for grisekød meget mere volatilt, end vi tidligere har set. Opbremsningen i Kina har gjort at store mængder produkter nu fortrinsvis skal sælges på det europæiske marked. Samtidig oplever alle annullering af ordrer til Kina. Det ødelægger flowet i frysehusene, og så skal flere varer sælges fersk. Vi har en høj agilitet sammenlignet med mange af vores kolleger, men selv om vi hurtigt kan vende rundt, så kan det ikke afbøde de prisfald, vi ser i øjeblikket, siger Lars Albertsen.

Eksporten til Kina er i øjeblikket i lavt gear, til gengæld er der en stabil efterspørgsel fra Japan og det øvrige Asien.