Lyt til artiklen:

Tysk smågrisenotering stiger til 45 euro

00:00
Hastighed: ???x
01:55

Prisopsvinget på smågrisemarkedet fortsætter. Efterspørgslen er p.t. større end udbuddet, og de første tyske slagtesvineproducenter er nødt til at acceptere ventetid, inden nye smågrise kan leveres. Det skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.

- Udbudspuklen på det tyske slagtesvinemarked, som har præget markedssituationen i de seneste måneder, er afviklet. De tømte slagtesvinestalde skal nu fyldes igen, men det bliver tydeligere og tydeligere, at udbuddet på smågrisemarkedet ikke er tilstrækkeligt. På den måde vokser bekymringen blandt tyske markedsinteressenter for, hvor smågrisene skal komme fra i fremtiden, lyder det i meddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover kommer der medvind fra det tyske slagtesvinemarked. I onsdags hævede den tyske omsætterorganisation VEZG den officielle tyske notering med hele 10 cent (75 øre). Alt i alt er den tyske slagtesvinenotering således steget med 21 cent (1,56 kr.) i de seneste tre uger. Statistik set er det normalt, at slagtesvinenoteringerne stiger på denne årstid, men prisstigningens hastighed er en overraskelse for alle markedsinteressenter. Udviklingen på det tyske slagtesvinemarked påvirker selvfølgelig også smågrisemarkedet og sørger for nye kraftige prispositive impulser.

Danske svineproducenter skriver endvidere, at VEZG-smågrisenoteringen erstatter mere og mere Nord-West-noteringen som ledende tysk smågrisenotering. I de seneste tre år har disse to smågrisenoteringer været fuldstændig identiske. Den eneste forskel er, at VEZG-smågrisenoteringen udkommer om fredagen og er gældende for den kommende uge, mens Nord-West noteringen udkommer om mandagen og er gældende for den foregående uge.