Lyt til artiklen:

Zinkfri 2022: Læringsrum for dyrlæger og svineproducenter

00:00
Hastighed: ???x
02:19

Griseproducenter og besætningsdyrlæger har de seneste par måneder været med i en afprøvning, som Seges Svineproduktion og Vilomix står bag. Indtil videre er resultaterne lovende. I forbindelse med arbejdet med at udfase medicinsk zink i dansk griseproduktion er Seges Svineproduktion gået med i et samarbejde med Vilomix, skriver Seges Svineproduktion.

Sammen med udvalgte landmænd og deres besætningsdyrlæger skal samarbejdet sikre, at der bliver afprøvet og fundet en række konkrete tiltag, som kan gøre overgangen til en zinkfri hverdag nemmere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Griseproducent Anders Rold har været med i arbejdet de seneste måneder.

- Indtil videre har vi haft to hold igennem uden brug af medicinsk zink. Det første hold havde en smule fravænningsdiarré, som vi behandlede med medicin. Men det er vigtigt at understrege, at det også var til at behandle sig ud af, siger Anders Rold.

Læringsrum

Det er unægtelig en stor opgave at udfase medicinsk zink, og tiden op til og efter skæringsdatoen i 2022 vil være præget af usikkerhed og uvished. Projektet er derfor søsat for at skabe et læringsrum, hvor deltagerne har mulighed for at afprøve forskellige tiltag i tæt samarbejde med Vilomix og Seges Svineproduktion, mens det stadig er muligt at bruge medicinsk zinkoxid.

- De blandinger, som Vilomix bruger i afprøvningen hos griseproducenterne, er speciallavet til arbejdet og i nogle tilfælde "forsøgsblandinger". For eksempel er der i nogle blandinger et lavere niveau af råprotein, end man normalt vil have. Men som Anders Rold udtrykker det, så er det ikke "En masse hokus pokus" men i forvejen kendte råvarer, som bliver sammensat på en ny måde, skriver Seges Svineproduktion.

Udover at bruge en anden type foder end det, der normalt er på hylderne, kan griseproducenterne i forsøget trække på erfaringer fra både Seges Svineproduktion, Vilomix og deres egen dyrlæge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skal man komme fravænningsproblematikken til livs, er det essentielt, at man tænker i nye baner. Man skal have fokus på management, hygiejne, fodersammensætning, staldmiljø, staldindretning, besætningens sundhedsstatus og få alle disse dele til at spille sammen og gå op i en højere enhed, siger Kristina Sørensen, produktchef hos Vilomix.