Lyt til artiklen:

Svinenoteringen er uændret: Covid-19 sætter stadig dagsordenen

00:00
Hastighed: ???x
01:55

Svinenoteringen er endnu en gang uændret.

Svinenoteringen har ligget på 10,30 siden uge 38.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På det europæiske marked for grisekød er det fortsat COVID-19, der sætter dagsordenen, skriver Danish Crown. Det er særligt stramningen af restriktionerne i mange lande, der påvirker markedet.

- Alle holder hestene lige nu og disponerer med den kortest mulige horisont. Det er fortsat uklart, hvor meget de nye nedlukninger vil påvirke det samlede salg. Der er ingen tvivl om, at salget til foodservice-segmentet vil falde, når restauranter og caféer lukker ned, men det vil i hvert fald et stykke hen ad vejen blive opvejet af et højere salg til detailhandlen. Spørgsmålet er, om vi kan holde status quo, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Udbuddet af kød i Europa er stigende. Det er fortsat en jævn efterspørgsel på bove, brystflæsk, bacon, kamme og produktionskød, fordi der bredt set mangler udbeningskapacitet. Derfor er priserne på skinker og forender lige nu under pres.

- Lige nu er det de faste kunder, der holder hjulene i gang hos os. Vi har vist, at vi kan opretholde forsyningen, selvom vi som alle andre i perioder har været udfordret af COVID-19. Det giver os en lille fordel i kampen om ordrerne, men fordelen er ikke så stor, at vi kan opnå markant bedre priser, end dem vi konkurrerer med, siger Lars Albertsen.

Til landene udenfor Europa er der ifølge Danish Crown en jævn efterspørgsel fra Kina og et stabilt salg til Japan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der vil samtidig blive udsat 250.000 grise, da tilmeldingen har været højere end prognosen, skriver Danish Crown.

Den forventede tilmelding til næste uge er også høj. Den planlagte slagtekapacitet vil reducere mængden af grise udsat til uge 46, men det er behæftet med en vis usikkerhed, skriver Danish Crown.