Som følge af fundet af afrikansk svinepest i Tyskland faldt den tyske svinenotering med 20 cent, men onsdag er den uændret, oplyser Danske Svineproducenter.

Den ligger stadig på 1,27 euro per kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nedjusteringen af den tyske slagtesvinenotering i fredags var åbenbart tilstrækkeligt til at stabilisere markedet. Den tyske slagtesvinenotering er uændret på det nuværende prisniveau, og p.t. er der heller ingen yderligere nedjusteringer i sigte. Alle tyske markedsinteressenter er klar over, at en højere notering er påkrævet, hvis den tyske svineproduktion skal overleve de kommende år, skriver Danske Svineproducenter.

- Det er fortrøstningsfuldt, at den voldsomme nedtur i Tyskland ikke smitter af på de andre europæiske lande i samme omfang. Ifølge den tyske interesseorganisation ISN er f.eks. den spanske notering slet ikke påvirket af ASF-udbruddet i Tyskland, mens den hollandske og danske notering kun gav lidt efter i forhold til den tyske nedtur. Disse lande er heller ikke ramt af eksportstoppet til mange asiatiske lande, bl.a. Kina. Tysklands vigtigste opgave er nu at finde en løsning for alle biprodukter, som typisk afsættes i Asien, så den tyske slagtesvinenotering igen kan stige.