Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, LDM, får et stigende antal henvendelser om at forlange Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh udskiftet. Det ønske fra en rækkemedlemmer har bestyrelsen dog ikke viderebragt til Arla, selvom Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter ønsker fornyelse i Arlas ledelse.

- Arla Foods har sin egen organisation, som står for den slags beslutninger, men når det er sagt, er det ikke nogen hemmelighed, at LDM i den grad ønsker fornyelse i ledelsen. De er tydeligvis ikke kørt fast, men de er nok kørt forkert. Frugterne af de beslutninger, der bliver truffet, bliver aldrig modne. Vi finder nye markeder, og der iværksættes spare- og rationaliseringsprogrammer, og vi får halvårlige rapporteringer om, hvor godt det går. Men der sker ingenting på det nøgletal, som indtager placering nr. 1, 2 og 3 i LDM's vurdering, afregningsprisen. Der sker ingenting i Arla Foods afregning i forhold til afregningen fra mejeriets direkte konkurrent, FrieslandCampina, selv om vi talrige gange er blevet stillet i udsigt, at det ville ændre sig, sagde Kjartan Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lav afregning har kostet 6 milliarder

- I 10 år har Arla Foods år for år afregnet lavere end FrieslandCampina. Det betyder, at en dansk gennemsnitsmælkeproducent i snit er gået glip af en indtjening på omkring 250.000 kroner om året, og så kan I jo selv gange med 10. Hvis vi også ganger med antallet af producenter, så når vi frem til et tal på over 6 milliarder kroner for dansk mælkeproduktion over 10 år.

- Vi kan diskutere, om Arla Foods sælger for meget billig mælk, om deres kapitalgrundlag er for ringe, om afskrivningerne er for store, om lønningerne er for høje, om lastbilerne er for dyre, om mejeriet burde indføre en A-B-prismodel, ja vi kan fortsætte i uendelighed, og alle de overvejelser vil jeg springe over i dag, sagde Kjartan Poulsen.

Produktionen falder

Han konstaterede blot, at Arla Foods afregning for dansk mælk ikke er tilstrækkelig til at opretholde den nuværende produktion på et omkostningsdækkende grundlag.

- Producenterne kan blive dygtigere, men det viser sig altid, at den ekstra dygtighed kræver investeringer, og så er vi tilbage i manglende indtjening - og vi har faktisk investeret meget, sagde han.

Ifølge formanden falder den danske mælkeproduktion i forhold til sammenlignelige lande i EU på grund af afregningsprisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ikke sket andre indgribende ændringer, som kan forklare faldet, sagde han.

Ledelsen stjæler Arla

Arla Foods er ifølge Kjartan Poulsen godt i gang med at lukke sig om sig selv.

- Hvis ikke LDM havde protesteret mod udsendelse af Global Mælkeleveranceaftale, havde bestyrelsen for mejeriet allerede siddet med den fulde magt, og vi andre havde allerede været simple kontraktleverandører, sagde formanden.

- Bid for bid har ledelsen overtaget indflydelsen i selskabet, ja en advokat sagde faktisk: "De er ved at stjæle selskabet uden at betale for det". Måske har han ret. Vi andelshavere har ikke længere ens rettigheder, vi får ikke ens priser, vi kan ikke få indsigt i selskabets principper og grundlaget for afgørelser. Vi lider under en lav afregningspris, mens englænderne jubler. Jeg siger blot, at der er noget rivende galt i andelsselskabet, sagde Kjartan Poulsen.

Frit spil for ledelsen

- En ting er afregningspris, en anden er styringen. Repræsentantskabet er en samling af 175 andelshavere med individuelle holdninger fra fire lande, som ikke har chance for at blive enige om en konstruktiv udvikling med så forskellige forudsætninger, de kommer med. Dermed får ledelsen stort set frit spillerum for at tegne udviklingen, mener Kjartan Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I strid med vedtægter

- En af LDM's påstande undervejs var, at det ikke kan passe, at to naboer, som laver ens mælk, ikke også kan få samme pris. Jeg tænker naturligvis på non-gm-mælk, hvor optagelsen af leverandører var kørt helt af sporet. Det har mejeriet så rettet op på ved at kræve non-gm-kvalitet i hele Danmark.

- Arla Foods har lanceret deres plantesafter, og jeg forstår det ikke. Det er i klokkeklar modstrid med mejeriets vedtægter. LDM vil ikke skyde efter alt, hvad der rører sig, men den sag ligger lige for, hvis nogen er interesseret.

I skal nok blive holdt underrettet om LDM's indsats.

Vil vinde sag

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter deltager også i en anden uoverensstemmelse. Det drejer sig om alt for stor opkrævning af gebyrer. I husker sikkert sagen, som advokat Sønderby vandt vedrørende slagteriteknikerne. Den verserende sag er en udløber af den afgørelse. Sagen føres sammen med Danske Svineproducenter, Bæredygtigt Landbrug, Sammark, Danske Slagtermestre, Århus Slagtehus. Både advokaten og vi andre regner med at vinde sagen. Hvis vi får udbytte ud af det, er det fint, men hovedformålet er at få sat en stopper for det offentliges opskruede gebyrer og overfakturering af opgaver.

Brexit

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kjartan Poulsen kritiserede også, at Arla Foods ikke fortæller om den forretningsmæssige risiko ved Brexit.

- Lige meget hvordan det vil udvikle sig, så vil Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter ikke acceptere at blive til grin for egne penge, ligesom vi har været det gennem det sidste halve år eller mere, hvor englænderne har fået en solid overpris i forhold til alle andre UK-mejeriers afregning. Den gode business case, som Arla Foods solgte projekt "englænderne skal være andelshavere" på, har vi aldrig set frugterne af. Hvis de findes, vil vi se dem, sagde Kjartan Poulsen.