Meldingen kommer fra svinerådgiver Jakob Nielsen fra VKST, skriver VKST i en pressemeddelelse. Sammen med sine kolleger i VKST Svinerådgivning lancerer han derfor nu et nyt koncept, der skal sætte fokus på at øge indtjeningen hos smågrisene.

- I praksis har vi blot taget konceptet fra slagtesvinene og overført det til smågrisene, siger Jakob Nielsen, der hentyder til Produktionskoncept Slagtesvin, der har kørt over en årrække og givet gode resultater med faldende foderforbrug og øget tilvækst hos de deltagende besætninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et kæmpe potentiale hos smågrisene

- Smågrisestalde får ikke nok fokus, og de kan nogle steder være det glemte barn. Der er et stort økonomisk potentiale gemt i mange smågrisestalde. Og behovet for øget fokus på smågrise stiger kun i takt med, at søerne fravænner flere og flere grise, siger Jakob Nielsen og fortsætter:

- Søerne og slagtesvin får fokus og rykker sig rigtig meget lige nu, men smågrisene står stille, så derfor er der behov for fokus.

Jakob Nielsen har derfor overført Produktionskoncept Slagtesvin på smågrisene, så der kan komme fokus på at optimere på smågrisene og overføre de gode resultater, man har set hos slagtesvinene, skriver VKST i pressemeddelelsen.

Højere produktivitet og forbedret rentabilitet

Konceptet med slagtesvinene har fungeret så godt indtil videre, at Jakob Nielsen kun er overbevist om, at det også vil have stor succes hos smågrisene. Målsætningen ved at anvende konceptet er at opnå en høj produktivitet og dermed forbedret rentabilitet i produktionen.

- Besætningerne i Produktionskoncept Slagtesvin har i gennemsnit øget DB med 24 kr. pr. gris. Hovedsageligt på grund af faldende foderforbrug, øget tilvækst, færre døde og forhøjet kødprocent, fortæller Jakob Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Invester tid i smågrisene

Konceptet kombinerer en række krav og anbefalinger med løbende og elektronisk overvågning og produktionsrådgivning og stiller samtidig krav til deltagerne, der skal overholdes, hvis man vil være en del af konceptet.

- Alt er styret og kontrolleret, og du skal være klar på at skulle efterleve de krav, konceptet stiller. Det er samme krav for alle besætninger, og man skal være klar på at investere tid i det - klar til at investere tid i sine smågrise, siger Jakob Nielsen.

Målet er bedre produktionsresultater via øget output og lavere omkostninger til at fremstille sine smågrisene. Han og VKST kører i øjeblikket minitest i nogle besætninger med det nye koncept, og det lover rigtig godt.