- Det er ved at være sidste udkald, hvis ikke de sidste besætninger skal gå til på grund af manglende økonomisk støtte. Det siger Jesper Møller, der er formand for "Danske Arkegårde".

Arkegårde har deres oprindelse i Tyskland og bygger på en landbrugsmæssig helhedstænkning, hvor driften indbefatter såvel gamle husdyrracer, som gamle plantesorter. Arkegårde har en miljømæssig profil med skånsom drift og landskabspleje, hvor den samlede agro-biodiversitet tilgodeses.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jesper Møller oplyser, at foreningen "Danske Arkegårde" ønsker en dialog med regeringen om de gamle udryddelsestruede husdyrracers overlevelse, hvor nye former for støtte af såvel forskningsmæssig som økonomisk karakter snarest muligt kan komme i spil i forhold til en bæredygtig grøn fremtid.

- Vi opfordrer derfor til styrkelse af de gamle husdyrracers miljømæssige kvaliteter ved at en øget fremtidig støtte ydes til ekstensiv landbrugsdrift såvel i de eksisterende bevaringsbedrifter samt i udvikling af udvalgte landbrugsområder. Det vil sige steder, hvor moderne rationel drift er besværlig eller uønsket. Det kan for eksempel være på danske småøer, i nationalparker og i bufferzoner til egentlige naturarealer, forklarer Jesper Møller.

Han forklarer, at konceptet bag "Danske Arkegårde" bygger - ud over den genbevarende opgave - på et helhedssyn, hvor oprindelige husdyrracer og oprindelige plantesorter bliver en integreret del af den grønne klima- og biodiversitetsdagsorden.

Skab bedre rammer

- Derfor foreslår vi, at der skabes bedre rammebetingelser for landmænd med gamle danske husdyr ved at der blandt andet ydes fordelagtige lån, der kan benyttes til udvikling af tidsvarende stalde og landbrugsbygninger samt lån til erhvervelse og udvikling af nødvendige landbrugsarealer.

Jesper Møller fortæller videre, at den førende genetiker på området i Danmark, Bernt Guldbrandtsen, AU Foulum, slog alarm i 2018. Han fastslog, at situationen ikke mindst for de gamle racer af malkekvæg og svin, der historisk har haft afgørende betydning for dansk landbrug og dansk økonomi, er alvorlig og uholdbar, og at Danmark ligger langt fra at opfylde FAO´s internationale forpligtelser på området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En betydelig del af de landmænd, der forsøgte at videreføre deres besætninger til gavn for det genbevarende arbejde, er holdt op på grund af alder eller utilstrækkelige økonomiske kompensationer for deres tab i forhold til den ulige konkurrence med de ekstremt udviklede moderne racer.

Guldbrandtsen, der efterfølgende er udnævnt som professor i Bonn, gjorde samtidig opmærksom på, at yngre generationer umuligt kan videreføre bevaringsarbejdet på almindelige markedsvilkår.

- Alarmen blev dengang overhørt. Nu er håbet, at den nye regering fokuserer på de samlede rammebetingelser og samarbejder om at skabe langtidsholdbare modeller, så professionelle landmænd kan overleve med besætninger af bevaringsværdige racer.

- Trods Danmarks internationale forpligtelser er dyrenes overlevelse i katastrofal grad afhængig af avlernes evne til selv at finde private midler. Og ikke få avlere har været tvunget til at give op, lyder det fra Jesper Møller.